Afgørelse om afvisning af straksbehandling pga. etnisk oprindelse hos læge

En klage om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med afvisning af straksbehandling hos en praktiserende læge blev afvist af Ligebehandlingsnævnet. Nævnet fandt, at en afgørelse krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan finde sted for nævnet, men må ske ved domstolene.

Sagens baggrund

Klager, en britisk statsborger af asiatisk oprindelse, flyttede til Danmark i august 2013. Den 20. november 2013 opsøgte hun et lægehus, hvor hun ikke var registreret som patient, for at blive tilset af en læge på grund af sygdom. Hun fremviste sit britiske pas og europæiske sygesikringsbevis, men blev afvist med begrundelsen, at der ikke var ledige tider. Klager hævder, at hun blev udsat for racisme, idet receptionisten angiveligt afviste at registrere hende og tilse hende, og udtalte "Det her er Danmark. Jeg kan simpelthen ikke hjælpe jer. Hvis I ikke er glade, så rejs hjem". Klager fik en seddel med en recept på Ipren og blev senere indlagt på hospitalet med svære mavesmerter og blødning, muligvis en tidlig spontan abort. Klagers mand havde tidligere oplevet en lignende afvisning.

Indklagedes forklaring

Lægehuset afviste anklagerne om forskelsbehandling og forklarede, at klagers mand tidligere havde henvendt sig for at "registrere sig" som turist, og at de havde forsøgt at oprette ham i systemet uden held. Den 20. november blev klager tilbudt en konsultation den efterfølgende mandag, men klagers mand forlangte øjeblikkelig behandling og optrådte ophidset og truende. Lægehuset vurderede ikke, at klager havde et akut behov for lægetilsyn, og forklarede, at normal praksis i Danmark er at aftale konsultationer. De henviste til, at patientoprettelse sker via kommunen, og at de ikke praktisk kunne oprette klager uden et cpr-nummer eller turist-cpr-nummer. De bemærkede også, at klager under indlæggelsen ikke frembød noget akutbehandlingskrævende.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling. Nævnet fandt, at der var tvivl om de konkrete hændelser og udsagn, hvilket nødvendiggjorde mundtlige parts- og vidneforklaringer for at afklare sagens fakta. Da Ligebehandlingsnævnet ikke kan foretage sådan bevisførelse, kunne klagen ikke behandles.