Forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse ved uddeling af taxitilladelser

Klagen omhandler påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en kommunal myndigheds uddeling af taxitilladelser. Ligebehandlingsnævnet fastslog, at den indklagede myndighed handlede i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v..

Sagens omstændigheder

Indklagede, en kommunal myndighed, indførte nye kriterier for tildeling af taxitilladelser, som tidligere udelukkende var baseret på anciennitet. Blandt de nye kriterier var et krav om dokumenteret uddannelse, som gav point i ansøgningsprocessen. Klageren, en taxachauffør af anden etnisk oprindelse end dansk, gjorde gældende, at dette nye uddannelseskrav ville afskære en stor procentdel af taxichauffører af anden etnisk oprindelse fra at opnå en tilladelse, da de generelt har et lavere uddannelsesniveau.

Nævnets vurdering af forskelsbehandling

Nævnet bemærkede, at forbuddet mod forskelsbehandling omfatter enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, som defineret i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1. Dette forbud gælder også for adgang til at udøve selvstændigt erhverv, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Nævnet fandt, at indførelsen af kriteriet om dokumenteret uddannelse kunne indebære indirekte forskelsbehandling. Dette skyldes, at statistiske oplysninger indikerer, at taxachauffører af dansk oprindelse generelt har et højere uddannelsesniveau end taxachauffører af anden etnisk oprindelse, hvilket potentielt stiller sidstnævnte gruppe ringere.

I henhold til reglerne om bevisbyrde, som fastsat i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, hvis der påvises faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling. Da indklagede ikke havde oplyst nærmere om en saglig begrundelse for uddannelseskravet, fandt nævnet, at bevisbyrden ikke var løftet. Klageren fik derfor medhold i, at indklagede ville handle i strid med loven ved indførelse af dette kriterium.