Afslag på genoptagelse af sag om forsørgertabserstatning - overskridelse af 2-års frist

I en sag om forsørgertabserstatning blev tre børn, hvis mor blev dræbt i 2001, oprindeligt afvist erstatning i 2003 af Erstatningsnævnet. Afslaget skete med henvisning til Offererstatningsloven § 7, stk. 1, da børnene via social lovgivning modtog et særligt børnetilskud, der oversteg den potentielle forsørgertabserstatning.

Genoptagelsesanmodninger og 2-års fristen

Efter at børnenes bedsteforældre adopterede dem i 2008, hvilket medførte bortfald af det særlige børnetilskud, indsendte en advokat en ansøgning om erstatning i januar 2009. Nævnet returnerede dog ansøgningen med henvisning til sin daværende forretningsorden og opfordrede til indsendelse via politiet. Sagen blev først genoptaget i april 2012, da børnenes morbror anmodede om genoptagelse. Erstatningsnævnet afslog denne anmodning i maj 2012, med henvisning til almindelige forvaltningsretlige principper om genoptagelse og de særlige hensyn, der gør sig gældende på offererstatningsområdet, herunder 2-årsfristen i Offererstatningsloven § 13.

I september 2013 anmodede børnenes kommune igen om genoptagelse. Kommunen argumenterede for, at der ikke var grundlag for passivitet, idet værgerne og morbroren gentagne gange havde forsøgt at få advokathjælp, og bedsteforældrene havde begrænsede danskkundskaber og svært ved at forstå administrative systemer. Kommunen oplyste desuden, at advokaten i januar 2009 faktisk havde indgivet en ansøgning til politiet, men politiet havde ingen registrering heraf.

Nævnet fastholdt sit afslag på genoptagelse. Nævnet lagde til grund, at anmodningen om erstatning var indgivet mere end to år efter, at bedsteforældrene burde have indset eksistensen af et eventuelt krav, senest i januar 2009. Selvom nævnet overvejede de særlige forhold som bedsteforældrenes sprogvanskeligheder og manglende kendskab til administrative systemer, fandt nævnet, at der var udvist betydelig passivitet, da hverken de eller en repræsentant havde rettet henvendelse til nævnet mellem januar 2009 og april 2012. Nævnet fandt ikke, at advokatens forsøg på at indgive ansøgning via politiet ændrede afgørelsen. Afgørelsen blev truffet i medfør af Offererstatningsloven § 13, stk. 3 og almindelige passivitetsbetragtninger.