Sejlklub skulle betale lystfartøjsforsikringsafgift for klubbåde

Skatterådet fastslog, at en sejlklub skulle betale lystfartøjsforsikringsafgift for sine 78 fartøjer, herunder joller, kajakker og sejlbåde. Selvom foreningens medlemmer betalte kontingent og særskilte honorarer for at deltage i aktiviteter som sejlerskole og kapsejlads, blev fartøjernes anvendelse ikke anset for at være udelukkende erhvervsmæssig. Afgørelsen lagde vægt på, at fartøjerne reelt blev anvendt til fritids- og idrætsaktiviteter, hvilket ikke opfylder betingelserne for afgiftsfritagelse.

De faktiske forhold

Spørger var en almennyttig forening, der tilbød en række søsportsaktiviteter for sine medlemmer, herunder sejlerskole, dykning, handicapsejlads og ungdomssejlads. Foreningen ejede 78 fartøjer, som udelukkende blev anvendt til disse aktiviteter. For at benytte fartøjerne skulle man være medlem af foreningen og betale et særskilt honorar for den specifikke aktivitet, man ønskede at deltage i.

Spørgers argumentation

Spørger argumenterede for, at foreningen skulle fritages for afgiften, da fartøjerne udelukkende blev anvendt til erhvervsmæssige formål. De henviste til, at levering af tjenesteydelser mod vederlag er defineret som et erhvervsmæssigt formål i Lystfartøjsforsikringsafgiftsloven § 1, stk. 2. Da medlemmerne betalte for at bruge fartøjerne, mente Spørger, at der var tale om en sådan levering. Til støtte for dette synspunkt henviste de til afgørelsen i SKM2019.457.SR, hvor en almennyttig forening blev fritaget for afgift.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og afviste Spørgers anmodning. Rådet lagde afgørende vægt på følgende punkter:

• Fartøjernes karakter og anvendelse: Fartøjerne (joller, kajakker, sejlbåde) blev anset for at være lystfartøjer, der blev anvendt til fritidssejlads og idrætsaktiviteter. Denne anvendelse er ikke et erhvervsmæssigt formål i lovens forstand.
• Lovgivningsmæssig hensigt: Forarbejder til loven og svar fra skatteministeren har tidligere fastslået, at det ikke har været hensigten at fritage sejlklubber for lystfartøjsforsikringsafgiften.
• Praksis: De sager, Spørger henviste til (SKM2019.457.SR og SKM2014.682.SR), adskilte sig fra den aktuelle sag. I de tidligere sager var der tale om bevaringsværdige, historiske erhvervsfartøjer, der blev anvendt til kulturhistoriske formål, og ikke almindelige fritidsfartøjer.

Selvom Skatterådet anerkendte, at der skete en levering mod vederlag, ændrede dette ikke på, at den faktiske anvendelse af fartøjerne var af ikke-erhvervsmæssig karakter. Betingelsen om udelukkende erhvervsmæssig anvendelse var derfor ikke opfyldt, og forsikringerne var afgiftspligtige.