Command Palette

Search for a command to run...

Momsfri virksomhedsoverdragelse af udlejningsejendomme

Dato

12. september 2017

Sagsnr

17-0927985

Emne

Moms og lønsumsafgift

Type

Bindende svar

Henvisning

Dokument

Spørger ønskede svar fra Skatterådet vedrørende den momsmæssige behandling af en række påtænkte transaktioner vedrørende et antal ejendomme, som Spørger ejede. Spørger påtænkte at overdrage samtlige ejendomme enten ved en aktivoverdragelse eller ved en overdragelse af kapitalandelene i et eller flere nye selskaber stiftet ved apportindskud af ejendommene umiddelbart forinden salget. Skatterådet bekræftede, at salg af flere ejendomme til samme køber udgør en samlet momsfri virksomhedsoverdragelse. Rådet bekræftede ligeledes, at Spørgers levering af flere ejendomme i form af apportindskud i et nystiftet datterselskab vil udgøre en samlet momsfri virksomhedsoverdragelse. Endeligt bekræftede Skatterådet, at Spørger kan undlade at opkræve moms af efterfølgende salg til Køber af kapitalandelene i datterselskabet eller datterselskaberne.

Spørgsmål

  • Kan Skatterådet bekræfte, at Spørgers salg af flere Ejendomme til samme Køber vil udgøre en samlet momsfri virksomhedsoverdragelse?
  • Kan Skatterådet bekræfte, at Spørgers salg af hver enkelt af Ejendommene til Køber hver for sig vil udgøre en (individuel) momsfri virksomhedsoverdragelse?
  • Kan Skatterådet bekræfte, at Spørgers levering af flere Ejendomme i form af apportindskud i et nystiftet datterselskab vil udgøre en samlet momsfri virksomhedsoverdragelse?
  • Kan Skatterådet bekræfte, at Spørgers levering af hver enkelt af Ejendommene i form af apportindskud i et eller flere nystiftede datterselskaber hver for sig vil udgøre en (individuel) momsfri virksomhedsoverdragelse?
  • Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger kan undlade at opkræve moms af efterfølgende salg til Køber af kapitalandelene i datterselskabet eller datterselskaberne som nævnt i spørgsmål 3, 4.a, og 4.b og 4.c?

Svar fra Skatterådet

  1. Ja
  2. Ja
  3. Ja
  4. Ja
  5. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et ejendomsselskab, der ejer et antal ejendomme. Spørger påtænker at overdrage ejendommene enten ved en aktivoverdragelse eller ved en overdragelse af kapitalandelene i et eller flere nye selskaber stiftet ved apportindskud af ejendommene. En aktivoverdragelse vil ske til en eller flere endnu ikke identificerede købere, som ikke er koncernforbundne med Spørger, og som forudsættes at ville videreføre den nuværende benyttelse af Ejendommene og lade sig frivilligt momsregistrere for udlejningen af de overdragne Ejendomme i samme omfang, som Spørger er på nuværende tidspunkt. I tilfælde af overdragelse af kapitalandele vil de(t) selskab(er), hvori Ejendommene vil blive apportindskudt, tilsvarende videreføre anvendelsen af Ejendommene og lade sig frivilligt momsregistrere.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger var af den opfattelse, at et salg af flere Ejendomme til den samme Køber vil være tale om en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. Momsloven § 8, stk. 1, 3. pkt. Det skyldes, at alle Ejendommene anvendes til udlejningsvirksomhed, som Spørger ved overdragelsen vil ophøre med drive, at Køber vil videreføre udlejningsvirksomheden, og at Køber i den forbindelse vil blive (frivilligt) momsregistreret, i samme omfang som Spørger har været momsregistreret for udlejningen af de pågældende Ejendomme. Spørger var ligeledes af den opfattelse, at der vil være tale om en samlet momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. Momsloven § 8, stk. 1, 3. pkt., hvis Spørger apportindskyder flere af Ejendommene i et nystiftet datterselskab. Endeligt var det Spørgers opfattelse, at et salg af kapitalandelene i datterselskabet/datterselskaberne stiftet ved apportindskud af Ejendommene ikke vil udgøre økonomisk virksomhed, jf. Momsloven § 3, stk. 1, og dermed vil falde uden for momslovens anvendelsesområde.

SKATs indstilling og begrundelse

SKAT indstillede, at spørgsmålene besvares med "ja". SKAT var af den opfattelse, at overdragelsen af spørgers ejendomme kan anses for en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. Momsloven § 8, stk. 1, 3. pkt. SKAT henviste til , hvor Skatterådet bekræftede, at der forelå en virksomhedsoverdragelse, jf. Momsloven § 8, stk. 1, 3. pkt., i et tilfælde, hvor en bygning under opførelse samt tilhørende udlejningsaftale skulle apportindskydes i et selskab. SKAT var af den opfattelse, at ved besiddelsen af kapitalandelene vil køber ikke opnå en sådan eksklusiv brugsret, at det vil medføre, at salget vil blive anset for at udgøre en levering af fast ejendom i henhold til Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra e.

Lignende afgørelser