Overskudsvarme og beregning af vederlag ved salg til fjernvarmeværk

En emballageproducent ønskede at afsætte overskudsvarme fra tre forskellige kilder til et lokalt fjernvarmeværk. Sagen omhandlede, hvilke varmekilder der kunne klassificeres som afgiftspligtig overskudsvarme, og hvordan vederlaget for varmen skulle opgøres, da fjernvarmeværket afholdt de væsentligste investeringsomkostninger. Spørgsmålet var centralt for virksomhedens ret til godtgørelse af energiafgifter for energi anvendt til procesformål, jf. bl.a. Elafgiftsloven § 11.

Faktiske forhold

Virksomheden genererede varme fra tre kilder:

• Et NH3-køleanlæg, som var nødvendigt for produktionen.
• Et incineratoranlæg, der afbrændte spritdampe fra en trykkeproces med LPG-gas som støttebrændsel for at overholde miljøkrav.
• En kedel, der afbrændte emballageaffald.

Der var indgået en rammeaftale med et fjernvarmeværk, hvor værket skulle investere i og drive en varmepumpe i en bygning lejet af Spørger samt en fjernvarmeledning. Spørger skulle levere varmen. Vederlaget var aftalt som en ligedeling af varmeværkets nettobesparelse, men først efter at værkets investeringer var fuldt afskrevet over 10-15 år.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse i sagen.

Klassificering af varme

• Køleanlæg: Varmen herfra blev anset for at være overskudsvarme, da den var et biprodukt af en nødvendig produktionsproces.
• LPG-forbrænding: Varmen fra incineratoranlægget blev ikke anset for overskudsvarme. SKAT vurderede, at dette var en særskilt støtteproces (rensning) og ikke en integreret del af vareproduktionen. Forbruget af LPG-gas var derfor ikke en proces omfattet af de godtgørelsesberettigede formål i Mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 5, når varmen blev solgt. SKAT tog ikke stilling til, om der kunne opnås delvis godtgørelse efter Mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 14.
• Affaldsforbrænding: Varmen fra afbrænding af emballageaffald blev heller ikke anset for overskudsvarme. Denne proces er omfattet af en særskilt afgiftspligt for affaldsforbrænding i henhold til Kulafgiftsloven § 1, stk. 1 og er derfor ikke omfattet af reglerne for overskudsvarme i f.eks. Kulafgiftsloven § 8, stk. 8.

Vederlag og betaling af overskudsvarmeafgift

Skatterådet fastslog, at Spørger skulle betale overskudsvarmeafgift af den varme, der blev leveret fra køleanlægget. Afgørende var definitionen af "vederlag". I modsætning til Spørgers opfattelse om en gratis levering, jf. SKM2010.737.SR, fastslog Skatterådet, at vederlaget omfatter alle omkostninger, som varmeværket afholder for at kunne modtage og udnytte varmen. Dette inkluderer varmeværkets investeringer i varmepumpe, rørføring samt leje af bygning.

Da varmeværket afholdt disse omkostninger fra projektets start, modtog Spørger et vederlag fra dag ét, og overskudsvarmeafgiften skulle derfor betales fra dette tidspunkt og ikke først, når den aftalte "overskudsandel" blev udbetalt. Afgiften udgør maksimalt 33 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen, jf. Elafgiftsloven § 11, stk. 9. Denne regel gælder tilsvarende for andre energiafgifter, jf. f.eks. Gasafgiftsloven § 10, stk. 9 og Mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 9.

Rådet henviste desuden til, at prissætningen er reguleret i varmeforsyningsloven, hvor en leverandør kan indregne nødvendige udgifter i prisen, jf. Varmeforsyningsloven § 20, og endda kan indkalkulere et overskud ved salg af overskudsvarme, jf. Varmeforsyningsloven § 20b, hvilket understøtter, at der er tale om en kommerciel leverance med et vederlag.