Beskatning af gevinst og tab på værdipapirer
Dato
15. oktober 2014
Sagsnr
13-0234018
Emne
Skat
Type
Bindende svar
Henvisning
Dokument
A A/S ønskede bindende svar om de skattemæssige konsekvenser af kunders erhvervelse af visse finansielle produkter (værdipapirtyper). De omhandlede værdipapirer er karakteriseret som hybride produkter udstedt af finansielle institutioner for at forbedre deres kapitalgrundlag. Ligningsrådet bekræftede, at gevinst og tab på de tre værdipapirtyper beskattes efter reglerne om gevinst og tab på fordringer, jf. Kursgevinstloven kapitel 2-5. Rådet bekræftede også, at rentebetalinger på værdipapirerne skattemæssigt behandles som rente hos en erhverver, og at midler i virksomhedsskatteordningen kan anvendes til investering i disse værdipapirer. En konvertering af værdipapirtype 3 til kapitalandele anses skattemæssigt for en afståelse. Markedsværdien på konverteringstidspunktet af de modtagne kapitalandele skal anvendes som afståelsessum og anskaffelsessum. Det har ingen betydning for besvarelsen af spørgsmålene, om den kurs, som anvendes ved konverteringen, beregnes på baggrund af markedskursen på kapitalandelene på konverteringstidspunktet.
Værdipapirtype 1
Ifølge det fremsendte materiale har værdipapirtype 1 bl.a. følgende karakteristika:
- En ejer af værdipapirerne har et direkte, usikret og subordineret krav mod udsteder.
- Værdipapirerne udstedes til kurs 100.
- Værdipapirerne forrentes som udgangspunkt (med en fast rente, en variabel rente, eller en kombination af en fast rente i en periode, der herefter afløses af en variabel rente). Udsteder kan dog på ethvert tidspunkt diskretionært beslutte at der helt eller delvis ikke skal betales rente. Endvidere bortfalder forrentningen automatisk i visse objektivt fastsatte tilfælde (f.eks. hvis udsteders XXX (risikobaseret kapitalandel) falder til et vist niveau).
- Så længe der ikke betales fuld rente skal udsteder ifølge vilkårene for værdipapirerne afstå fra at udbetale udbytte eller tilbagekøbe egne kapitalandele.
- Værdipapirernes hovedstol samt ikke forfaldne renter kan i visse tilfælde blive nedskrevet helt eller delvis. Dette kan ske i visse objektivt fastsatte tilfælde (f.eks. hvis udsteders XXX (egenkapitalandel) falder til et vist niveau). Nedskrivning kan ske en eller flere gange. Hvis der er sket nedskrivning sker der ikke opskrivning igen.
- Udsteder er ikke forpligtet til at indfri værdipapirerne på et på forhånd fastsat tidspunktet. Udsteder har alene forpligtet sig til at indfri værdipapirerne efter den xxxx, såfremt udsteder på dette tidspunkt efter udsteders diskretionære skøn har fået tilført en sådan kapital, som måtte være nødvendig for at erstatte værdipapirerne. En ejer af værdipapirerne har ikke ret til at kræve disse indfriet.
- Indfrielse af værdipapirerne sker til kurs 100 af hovedstolen, der evt. kan nedskrives, jf. ovenfor.
- Værdipapirerne er overdragelige.
Værdipapirtype 2
Ifølge det fremsendte materiale har værdipapirtype 2 bl.a. følgende karakteristika:
- En ejer af værdipapirerne har et direkte, usikret og subordineret krav mod udsteder.
- Værdipapirerne udstedes til kurs 100.
- Værdipapirerne forrentes som udgangspunkt (med en fast rente, en variabel rente, eller en kombination af en fast rente i en periode, der herefter afløses af en variabel rente). Forrentningen kan dog falde bort helt eller delvist (i) i visse objektivt fastsatte tilfælde (f.eks. hvis udsteders XXX (risikobaseret kapitalandel) falder til et vist niveau eller hvis dette måtte blive besluttet af udsteders tilsynsmyndighed) eller (ii) i visse tilfælde såfremt udsteder diskretionært måtte beslutte dette (f.eks. hvis udsteder i en periode ikke har udloddet udbytte eller hvis udsteder af hensyn til udsteders finansielle og solvensmæssige situation skønner dette nødvendigt).
- Værdipapirernes hovedstol kan i visse tilfælde blive nedskrevet helt eller delvis. Dette kan ske (i) i visse objektivt fastsatte tilfælde (f.eks. hvis udsteders XXX (risikobaseret kapitalandel) falder til et vist niveau eller hvis dette måtte blive besluttet af udsteders tilsynsmyndighed) eller (ii) i visse tilfælde såfremt udsteder diskretionært måtte beslutte dette (f.eks. hvis udsteder af hensyn til udsteders finansielle og solvensmæssige situation skønner dette nødvendigt). Hvis det forhold, som har givet anledning til nedskrivningen, ikke længere er til stede eller hvis udsteder opløses, vil hovedstolen blive opskrevet igen. Nedskrivning og genopskrivning kan ske en eller flere gange.
- Værdipapirerne indfries alene (i) i tilfælde af opløsning af udsteder eller (ii) i visse øvrige tilfælde, såfremt udsteder måtte ønske dette. Bortset fra indfrielse i tilfælde af udsteders opløsning skal enhver indfrielse godkendes af udsteders tilsynsmyndighed. Det bemærkes, at udsteder i henhold til dets vedtægter er et selskab med begrænset levetid. På tidspunktet for udstedelsen af værdipapirtype 2 var udsteders levetid i henhold til vedtægterne fastsat til xxxx. Efterfølgende er udsteders vedtægter ændret, således at levetiden nu er fastsat til xxxx. En ejer af værdipapirerne har ikke ret til at kræve disse indfriet (bortset fra i tilfælde af opløsning af udsteder).
- Indfrielse af værdipapirerne sker til kurs 100 af hovedstolen, der evt. kan nedskrives, jf. ovenfor.
- Værdipapirerne er overdragelige.
Værdipapirtype 3
Ifølge det fremsendte materiale har værdipapirtype 3 bl.a. følgende karakteristika:
- En ejer af værdipapirerne har et direkte, usikret og subordineret krav mod udsteder. Kravet er garanteret af E. Udsteder er et 100 % ejet datterselskab af E og udsteder er etableret af E med henblik på at udstede værdipapirerne. Det beløb, som udsteder modtager for værdipapirerne, vil blive udloddet eller på anden måde overført til andre selskaber i E-koncernen.
- Værdipapirerne udstedes til kurs 100.
- Værdipapirerne forrentes (med en fast rente, en variabel rente, eller en kombination af en fast rente i en periode, der herefter afløses af en variabel rente).
- Værdipapirerne konverteres i visse tilfælde automatisk til aktier i E (f.eks. i visse tilfælde af, at udsteders eller E's XXX (kapitalværdi) falder til et vist niveau, i tilfælde af, at dette bestemmes af E's tilsynsmyndighed eller i tilfælde af, at E modtager ekstraordinær offentlig støtte). Kreditor kan i intet tilfælde kræve, at der sker konvertering.
- Konverteringen af værdipapirerne sker som udgangspunkt til en beregnet markedskurs på tidspunktet for konverteringen, dog med en nærmere beregnet minimumskurs.
- Værdipapirerne indfries den xxxx, medmindre der forinden er sket konvertering. Udsteder kan i visse tilfælde vælge af indfri værdipapirerne før den xxxx, forudsat at dette godkendes af udsteders tilsynsmyndighed.
- Indfrielse af værdipapirerne sker som udgangspunkt til kurs 100 af hovedstolen. Såfremt udsteder vælger at indfri værdipapirerne før den xxxx er indfrielseskursen i visse tilfælde højere end kurs 100.
- Værdipapirerne er overdragelige.
Skattemæssig behandling af nedskrivning og opskrivning
En hel eller delvis nedskrivning af hovedstolen på værdipapirtype 1 og 2 skal anses for en delafståelse. En hel eller delvis (gen-)opskrivning af hovedstolen på værdipapirtype 2 vil udløse beskatning hos en erhverver som en afståelse eller af anden årsag.
Virksomhedsskatteordningen
Midler i virksomhedsskatteordningen kan anvendes til investering i værdipapirtype 1, 2 og 3. Værdipapirtyperne kan dog kun indgå i virksomhedsskatteordningen, så længe værdipapirerne forrentes. Hvis forrentningen ophører, kan værdipapirtyperne ikke længere indgå i virksomhedsskatteordningen.
Lignende afgørelser