Momsfrihed for tilkøb af ledsagertimer
Dato
25. juni 2014
Sagsnr
14-2190744
Emne
Moms og lønsumsafgift
Type
Bindende svar
Henvisning
Dokument
Spørger ønskede bekræftet, at der ikke skulle opkræves moms af betaling for ledsageordninger (tillægstimer) efter Momsloven § 13, stk. 1, uanset om betalingen kom fra borgeren selv eller fra borgerens bosted/kommune. Ligningsrådet bekræftede, at der ikke skulle opkræves moms. Det bindende svar er offentliggjort i redigeret form.
Faktiske forhold
Spørger leverer ledsagelse til borgere visiteret af kommunen efter reglerne i Servicelovens § 97 og § 45. Disse borgere har som udgangspunkt tildelt 15 timers ledsagelse om måneden. Spørger ønskede at tilbyde borgerne at tilkøbe yderligere ledsagertimer (tillægstimer).
Spørgers opfattelse
Spørger mente, at tilkøb af ledsageordning (ekstra timer udover Serviceloven) er momsfritaget som social forsorg og bistand, jf. Momsloven § 13, stk. 1. Momsfriheden bør gælde uanset, om Spørger opkræver betaling hos borgeren, borgerens bosted eller kommune.
SKATs begrundelse
SKAT fandt, at ledsagerydelserne, der leveres i henhold til lov om social service, er omfattet af momsfritagelsen i Momsloven § 13, stk. 1, nr. 2, idet formålet med loven er at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk funktionsevne, og at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
SKAT bemærkede, at det er ydelsens karakter, der er afgørende for, om den kan omfattes af en momsfritagelse. Da de yderligere ledsagertimer er identiske med de første 15 timer om måneden, som er omfattet af § 45 og § 97 i lov om social service, er disse også momsfritagne.
Skatterådets afgørelse
Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.
Lignende afgørelser