Momsfri overdragelse af leasingportefølje
Dato
29. maj 2012
Sagsnr
11-098724
Emne
Moms og lønsumsafgift
Type
Bindende svar
Henvisning
Dokument
Lovreferencer
Spørger ønskede at vide, om overdragelse af en leasingportefølje inklusiv underliggende aktiver skulle ske med eller uden moms. Fællesregistreringen påtænkte at overdrage en leasingportefølje med tilhørende busser til et momsregistreret datterselskab af leasingtager. Køber overtager alle rettigheder og forpligtelser i henhold til leasingaftalen. Det ønskedes ligeledes besvaret, om antallet af aktiver og restløbetiden på leasingaftalerne var afgørende for svaret. Skatterådet bekræftede, at overdragelsen kunne ske uden moms, men at antallet af aktiver og restløbetiden ville indgå i en helhedsvurdering.
Spørgsmål
- Kan det bekræftes, at spørgers overdragelse af en leasingportefølje inkl. Underliggende objekter skal ske uden moms i henhold til Momsloven § 8, stk. 1, 3. punktum?
- Ændres svaret på spørgsmål 1, hvis spørger efter virksomhedsoverdragelsen fortsat må have forretningssamkvem med leasingtager?
- Ændres svaret på spørgsmål 1, såfremt spørger finansierer købet af leasingporteføljen for den nye leasinggiver?
- Er antallet af aktiver, som indgår i den overdragne leasingportefølje afgørende for svaret på spørgsmål 1?
- Er restløbetiden på leasingaftalen afgørende for svaret på spørgsmål 1?
Svar
- Ja
- Nej
- Nej
- Se begrundelsen
- Se begrundelsen
Begrundelse
Skatteministeriet fandt, at der var tale om en delvis virksomhedsoverdragelse i henhold til Momsloven § 8, stk. 1, 3. pkt., idet køberen overtager en række driftsmidler med tilhørende rettigheder i forhold til leasingkontrakter og har til hensigt at videreføre leasingvirksomheden i henhold til de indgåede kontrakter. Det bemærkes, at omstændigheder som eksempelvis antallet af leasingaftaler i den overdragne portefølje og leasingkontrakternes restløbetid vil indgå i den helhedsvurdering, der skal foretages af, hvorvidt der er tale om en virksomhedsoverdragelse eller salg af aktiver.
Skatteministeriet fandt ikke, at det forhold, at spørger indgår i andre forretningsmæssige forbindelser med leasingtageren, ændrer på dette, når disse ikke vedrører de aktiver eller leasingkontrakter, der blev overdraget ved virksomhedsoverdragelsen. Ligeledes fandt Skatteministeriet, at en forretningsmæssig forbindelse, der vedrører finansiering af overdragelsen af en leasingportefølje, ikke vedrører selve den overdragne leasingvirksomhed, og at dette forhold ikke har indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt der med overdragelse af leasingporteføljen er tale om en virksomhedsoverdragelse i henhold til Momsloven § 8, stk. 1, 3. pkt.
Det er en forudsætning for, at der er tale om en virksomhedsoverdragelse i momslovens forstand, at der sker en overdragelse af en økonomisk enhed i form af driftsmidler og rettigheder mv., som foretages med henblik på, at køberen har til hensigt at fortsætte driften af virksomheden. Der skal i praksis altid foretages en helhedsvurdering af samtlige omstændigheder i forbindelse med overdragelsen af driftsmidler mv. Der sondres mellem handler, der mere har karakter af køb og salg af aktiver, og handler, der har karakter af en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse.
Lovgrundlag
Momsloven § 4, stk. 1 omhandler afgiftspligt på varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.
Momsloven § 8, stk. 1 omhandler levering mod vederlag, herunder salg af virksomhedens aktiver.
Lignende afgørelser