Tilladelse til omlægning af indkomstår
Dato
27. september 2006
Sagsnr
06-090355
Emne
Skat
Type
Afgørelse
Henvisning
Dokument
Lovreferencer
A ApS anmodede om tilladelse til at omlægge administrationsselskabets indkomstår, så det første indkomstår er 2006 og løber fra 27. maj 2005 til 30. juni 2006. Dette skyldes, at datterselskabet B ApS har sæsonudsving i driften, og der ikke er aktivitet i administrationsselskabet. Skatterådet godkendte anmodningen. Det er vigtigt, at driftsselskabets indkomstår udgør 12 måneder. Da A ApS endnu ikke selv har afsluttet et indkomstår, vil der ikke ske noget overspring af indkomstår ved, at A ApS ændrer sit indkomstår. A ApS kunne ved stiftelsen 27. maj 2005 have valgt, at selskabets 1. indkomstår skulle være 27. maj 2005 - 30. juni 2006.
Baggrund
A ApS stiftedes den 27. maj 2005 og erhvervede 51 % af B ApS den 16. august 2005. B ApS har indkomstår fra 1. juli til 30. juni. A ApS har ingen aktivitet.
Sambeskatning
Reglerne om sambeskatning blev ændret i 2005, hvilket betyder, at selskaber i koncernen skal sambeskattes, jf. Selskabsskatteloven § 31, stk. 1. A ApS skal udpeges som administrationsselskab fra den 16. august 2005, jf. Selskabsskatteloven § 31, stk. 4. Sambeskatning skal ske fra den 16. august 2005, og koncernens indkomst skal opdeles på to delperioder, jf. Selskabsskatteloven § 31, stk. 3.
Omlægning af indkomstår
Det følger af Selskabsskatteloven § 10, stk. 5, at alle selskaber i en sambeskatning skal have samme indkomstår som administrationsselskabet. B ApS skal som udgangspunkt omlægge sit indkomstår, så det udløber samtidig med A ApS' indkomstår.
SKATs indstilling
SKAT indstillede, at tilladelse til omlægning af administrationsselskabets indkomstår gives efter Selskabsskatteloven § 31 b, stk. 1, da der er driftsaktivitet i B ApS, mens der ikke er aktivitet i A ApS, og der er sæsonudsving i datterselskabets drift. Ved den ønskede omlægning ændres indkomståret 2005 til indkomståret 2006. Administrationsselskabet og datterselskabet skal begge opdele deres indkomst på 2 delperioder, jf. Selskabsskatteloven § 31, stk. 3.
Skatterådets afgørelse
Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.
Lignende afgørelser