Nægtet fradrag for erstatning i selskabstømmersag

Skatteyderen, en medindehaver af en advokatvirksomhed, ønskede fradrag for en erstatning udbetalt til en klient i forbindelse med en selskabstømmersag. Skatteankenævnet godkendte fradraget, men SKAT indstillede til Skatterådet, at fradraget skulle nægtes. Skatterådet var enig med SKAT og nægtede fradraget. Begrundelsen var, at rådgivningen, der førte til selskabstømningen, ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition, og at erstatningen derfor faldt uden for de naturlige rammer af advokatvirksomheden. Derudover ville skattemyndighederne ikke opnå fuld kompensation, hvis der blev givet fradrag for erstatningsbetalingen. Skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3 giver Skatterådet mulighed for at behandle og ændre ansættelser efter indstilling fra SKAT.

Skatteankenævnets Kendelse

Skatteankenævnet godkendte fradraget, da de mente, at rådgivning om salg af selskaber lå inden for virksomhedens normale forretningsområde. De henviste til, at advokatfirmaet primært beskæftigede sig med erhvervslivets forhold, herunder selskabsretlig rådgivning. De henviste også til Ligningsvejledningen, der siger, at en arbejdsgiver har fradragsret for erstatninger forvoldt af ansatte. Derfor anså de erstatningsbeløbet for en fradragsberettiget driftsomkostning efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

SKATs Indstilling

SKAT mente, at rådgivningen, der førte til selskabstømningen, ikke var en normal forretningsmæssig disposition, og at erstatningen derfor faldt uden for advokatvirksomhedens naturlige rammer. De henviste til SKM2003.111.LSR og Højesterets begrundelser i Thrane-dommen. SKAT argumenterede også for, at skattemyndighederne skulle have fuld kompensation for tabet, og at fradrag ville underminere dette.

Sagens Omstændigheder

Advokatfirmaet rådgav ejeren af et selskab i forbindelse med salg af anparterne. En ansat advokat rådgav om salget. Køberen tømte selskabet for midler uden at betale skat, og selskabet gik konkurs. Sælgeren blev stævnet, og advokatfirmaet betalte halvdelen af kravet som forlig. Firmaet er specialiseret i erhvervslivets forhold, herunder selskabsret.

Skatteyders Opfattelse

A mente, at han var berettiget til fradrag for sin andel af erstatningen som en driftsomkostning, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Han henviste til Højesterets præmisser i Thrane-sagen, men argumenterede for, at overprisen i den konkrete sag var beskeden og kunne forklares med sparede omkostninger. Han anførte, at salg af selskaber er en sædvanlig disposition, og at det ikke kan medføre, at advokatens virksomhed falder udenfor rammerne af, hvad der er normalt. Han henviste også til, at rådgivningen var ydet af en ansat advokat, og at der ifølge Ligningsvejledningen er fradragsret for erstatninger, der udbetales i anledning af skadegørende handlinger begået af ansatte.

Begrundelse for SKATs Indstilling

SKAT begrundede sin indstilling med, at fradragsretten for betalte erstatninger afhænger af, om ansvaret kan anses som en naturlig og sædvanlig driftsrisiko, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. SKAT henviste til SKM2003.111.LSR og Thrane-dommen, hvor det blev fastslået, at salg af overskudsselskaber ikke er en normal forretningsmæssig disposition. SKAT anførte, at erstatninger forvoldt af ansatte er underlagt de samme retningslinjer. SKAT argumenterede også for, at skattemyndighederne ikke får fuld erstatning, hvis rådgiveren får fradrag for erstatningsbetalingen, og henviste til SKM2004.139.VLR.

Skatterådets Afgørelse

Skatterådet var enig i SKATs indstilling og nægtede fradrag for erstatning betalt i forbindelse med selskabstømningssagen.