Frifindelse i sag om overtrædelse af Søfartsstyrelsens forskrifter om sikkerhedsarbejde; manglende bevis for manglende arbejdsmiljøuddannelse om bord.

Sagen omhandlede en tiltale mod Partrederiet for M/S Karina Danica OVOB2, repræsenteret ved Skibsmæglerfirmaet H. Folmer & Co., for overtrædelse af Søfartsstyrelsens tekniske forskrift A nr. 1 af 26. august 1996 om sikkerhedsarbejde i skibe. Tiltalen vedrørte manglende sikring af, at der altid var én person om bord på motorskibet Karina Danica, som havde gennemført den påkrævede arbejdsmiljøuddannelse (§ 16-uddannelsen), i perioden fra den 22. februar 2001 til den 22. maj 2001. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om en bøde på 20.000 kr., mens tiltalte nægtede sig skyldig og påstod frifindelse, subsidiært nedsættelse eller bortfald af bøden.

Baggrund og forløb

Sagen var en af flere lignende sager mod partrederier, hvor Skibsmæglerfirmaet H. Folmer & Co. var bestyrende reder. Tidligere prøvesager mod andre skibe (M/S Danica Four, M/S Hanne Danica, M/S Danica Violet) var afgjort med frifindelse den 6. december 2002.

• Kontrolsyn og krav: Et kontrolsyn på M/S Danica Violet den 28. juli 1998 resulterede i otte krav, herunder kravet om arbejdsmiljøuddannelse. Der blev givet frister på 1-6 måneder til opfyldelse.
• "Projekt Coaster": På et møde den 18. september 1998 blev det aftalt, at fem af kravene skulle afklares som del af et "projekt Coaster" i samarbejde med Søfartens Arbejdsmiljøråd.
• Samarbejdsbrud: Den 4. august 1999 gav Jørgen Folmer fra partrederiet udtryk for, at § 16-uddannelsen ikke var formålstjenlig, og at han ikke ville sende flere skibsførere på kursus eller etablere sikkerhedsorganisationer. Samarbejdet med Søfartsstyrelsen blev afbrudt den 25. august 1999.
• Politisk anmeldelse: Den 5. november 1999 anmodede Søfartsstyrelsen Københavns Politi om tiltalerejsning vedrørende fire forhold for alle partrederierne. Tre af disse forhold blev frafaldet efter dommene i 2002.

Anklagemyndighedens anbringender

Anklagemyndigheden anførte, at:

• Ministeren havde kompetence til at udstede de relevante bekendtgørelser i henhold til Lov om skibes sikkerhed § 5, og denne kompetence var delegeret til Søfartsstyrelsen.
• Det påhvilede rederierne at sikre, at der altid var en person med § 16-uddannelsen om bord.
• Fremlagte oversigter fra Søfartsstyrelsen og hyrekontrakter viste, at der ikke havde været en person med den krævede uddannelse om bord i den angivne periode.

Tiltaltes anbringender

Tiltalte påstod frifindelse med henvisning til, at:

• Reglerne manglede fornøden lovhjemmel og led af tilblivelsesmangler. Det blev anført, at Lov om skibes sikkerhed § 22 ikke krævede forelæggelse for ministeren ved uenighed i Skibstilsynsrådet.
• Bestemmelsen i § 16, stk. 4, var uklart formuleret og var ifølge forarbejderne og forklaringer kun tiltænkt store skibe, selvom ordlyden ikke begrænsede den.
• Den tekniske forskrift havde status som en bekendtgørelse, og selvom § 16 var strafsanktioneret fra ikrafttræden, var det umuligt at opfylde kravet fra starten.
• Søfartsstyrelsen havde begået sagsbehandlingsfejl og undladt at føre tilstrækkeligt bevis for, at gerningsindholdet var realiseret. De fremlagte beviser var indirekte og usikre.
• Sagens lange sagsbehandlingstid burde føre til bortfald eller nedsættelse af bøden i henhold til Straffeloven § 84, stk. 2 jf. Straffeloven § 84, stk. 1 nr. 3.

Sø- og Handelsretten frifandt Partrederiet for M/S Karina Danica OVOB2.

Retten lagde til grund, at:

• Søfartsstyrelsen havde den fornødne hjemmel til at udstede den tekniske forskrift om sikkerhedsarbejde i skibe i henhold til Lov om skibes sikkerhed § 5. Der var ikke krav om forelæggelse for ministeren ved uenighed i Skibstilsynsrådet, og en folketingsbeslutning om arbejdsmiljø til søs ændrede ikke herpå.
• Bestemmelsen i § 16, stk. 4, var efter sin ordlyd ikke begrænset til store skibe, og retten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fortolke den anderledes.
• Det var enighed om, at der ikke var foretaget syn af de faktiske forhold om bord på skibet i den relevante periode, og at der ikke førtes lister over personer med den krævede uddannelse.
• De af Søfartsstyrelsen udarbejdede udskrifter vedrørende § 16-uddannelsen beroede på indberetninger fra kursusudbydere, og det var oplyst, at Søfartsstyrelsen i visse tilfælde havde måttet afbryde samarbejdet med disse udbydere.

På baggrund heraf fandt retten, at det ikke med den fornødne sikkerhed var godtgjort, at tiltalte var skyldig i den rejste tiltale.

Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger.

Sagen er domsforhandlet sammen med 9 tilsvarende sager