Sø- og Handelsretten: Afvisning af lønkrav grundet strid med lov og ærbarhed (Danske Lov 5-1-2) i Options Invest Danmark A/S og Stock Options A/S konkurssager.

Sagen omhandler fem anmelderes (AA, BB, CC, DD, EE) krav på løn og provision mod Options Invest Danmark A/S (OID) og Stock Options A/S (STO), begge under konkurs. Anmelderne, der var ansat som investeringsrådgivere, gjorde gældende, at deres krav skulle anerkendes som privilegerede (Konkursloven § 95) eller subsidiært som almindelige krav (Konkursloven § 97). Boerne påstod frifindelse med henvisning til, at anmelderne enten var selvstændige agenter og ikke ansatte, eller at deres krav var fortabt på grund af strid med Aftaleloven § 33, Aftaleloven § 36 og Danske Lov 5-1-2 grundet den sammenhæng, hvori kravene var opstået. Der var også spørgsmål om dækning af fremtidig provisionsindtægt efter Funktionærloven § 9, stk. 3, og om kravenes størrelse kunne reguleres analogt efter Konkursloven § 61.

Sagernes Baggrund

OID og STO var søsterselskaber under BusinessNet-koncernen, der handlede med og formidlede investeringer i optioner og aktier. Begge selskaber blev erklæret konkurs den 11. juli 1997, efter at Finanstilsynet afslog deres ansøgninger om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed. Afslaget skyldtes bl.a. koncernstrukturen, manglende faglig baggrund hos investeringsrådgiverne, aggressiv salgsstil, manglende forretningsgange og interessekonflikter grundet høje gebyrer og provisionsløn.

Oprindeligt var investeringsrådgiverne tilknyttet som selvstændige agenter, men overgik i 1996 til funktionærkontrakter som følge af ændringer i fondsmæglerlovgivningen. På trods af funktionærkontrakterne indeholdt disse stadig elementer fra agenturaftalerne, men med fast arbejdstid, mødepligt og opsigelsesvarsler efter funktionærloven.

Forretningspraksis og Kundeklager

Selskabernes forretningsbetingelser viste høje transaktionsomkostninger (25% af investeringen, op til 40-60% i eksempler). Investeringsrådgiverne anvendte opsøgende salg via telefon, ofte baseret på salgsmanuskripter, og henvendte sig primært til mindre erhvervsvirksomheder og privatpersoner, der sjældent havde erfaring med finansielle instrumenter. Der var eksempler på, at kunder blev presset til at omlægge positioner uden markedsmæssig begrundelse, primært for at generere indtægter til selskaberne og rådgiverne. Finanstilsynet kritiserede disse metoder som værende i strid med almindelig hæderlighed og god værdipapirhandelsskik (Lov om værdipapirhandel § 3 og § 5).

Parternes Anbringender

• Anmelderne fastholdt, at de var ansat i tjenestestilling og derfor berettiget til lønkrav i konkursboet. De afviste, at Aftaleloven § 33, Aftaleloven § 36 eller Danske Lov 5-1-2 kunne anvendes til at fortabe deres krav, da disse bestemmelser kun vedrører ugyldighed inter partes og ikke tredjemandsinteresser i konkurs. De mente, at kundernes tab primært skyldtes konkursen, ikke rådgivernes adfærd.
• Boerne gjorde gældende, at anmelderne reelt ikke var i tjenestestilling, eller at deres krav under alle omstændigheder var fortabt på grund af den uetiske og aggressive salgspraksis, der stred mod lov og ærbarhed. De henviste til Finanstilsynets afslag og de mange kundeklager som bevis for, at anmeldernes adfærd var ansvarspådragende og førte til selskabernes lukning. Boerne argumenterede også for, at lønkravene var eksorbitante og burde reguleres analogt efter Konkursloven § 61.

Anmeldernes Påstande

Sø- og Handelsretten fandt, at anmelderne både formelt og reelt var ansat i selskabernes tjeneste, og at de under udførelsen af deres arbejde var undergivet ledelsens instruktioner. Dette betød, at de arbejdede i skyldnernes tjeneste i henhold til Konkursloven § 95.

Retten lagde dog vægt på, at anmelderne var ansat på grundlag af deres salgstalenter og ikke havde en bankmæssig eller lignende uddannelse, der satte dem i stand til at yde professionel rådgivning. Selskabernes produkter (højrisikable finansielle derivater) blev anset for uegnede som genstand for reelle investeringer i normal erhvervsmæssig sammenhæng. Retten fandt, at anmeldernes salgsmetoder var aggressive og indebar konstant, massivt og suggestivt pres på kunderne, hvilket stemte overens med Finanstilsynets kritik og de fremlagte kundeklager.

Skifteretten konkluderede, at anmeldernes indtægtsmuligheder i en grad, der overskred det tilladelige, jævnligt havde været bestemmende for deres adfærd over for kunderne. Anmelderne solgte aggressivt et produkt til virksomheder og personer, der manifest ikke havde relevant behov herfor, og medvirkede til, at indbetalte midler målrettet blev konsumeret af de konkursramte virksomheder i forbindelse med transaktionerne. Uanset deres manglende økonomiske uddannelse burde anmelderne have haft blik for disse forhold.

På baggrund heraf fandt retten, at anmeldernes virksomhed i de konkursramte selskaber var af en sådan karakter, at betingelserne for at nægte deres lønkrav anerkendelse i medfør af Danske Lov 5-1-2 var til stede. Dette medførte, at boerne blev frifundet for de fleste krav.

For anmelder EE's subsidiære krav på 69.000 kr. efter Konkursloven § 97 bemærkede retten, at dette beløb ifølge OID's bøger tilkom GH Invest ApS, som EE ejede 100%. Da der ikke var dokumentation for, at kravet var overdraget til EE personligt, eller at selskabets fortsatte retlige eksistens var dokumenteret, blev kun den del af kravet, der kunne anses for at tilkomme EE personligt (2.644,16 kr.), anerkendt.

Afgørelse:

1. Options Invest Danmark A/S under konkurs skal anerkende, at anmelder EE har et krav i henhold til Konkursloven § 97 på 2.644,16 kr.
2. I øvrigt frifindes boerne.

Sagsomkostninger: Statskassen betaler inden 14 dage 150.000 kr. til Options Invest Danmark A/S under konkurs og 100.000 kr. til Stock Options A/S under konkurs.

Sagen føres sammen med P-0062-99, P-0063-99, P-0005-00 og P-0006-00.