Afgørelse i klagesag om Svendborg Kommunes afgørelse om aktindsigt i dokumenter i byggesag

Sagen omhandler en klage over Svendborg Kommunes afgørelse om aktindsigt i dokumenter vedrørende en byggesag. Klageren anmodede om fuld og løbende aktindsigt i en sag om nedrivning og opførelse af et nyt og større sommerhus på [adresse1], samt dispensation fra lokalplan nr. 50a, Sommerhusområde ved Elsehoved. Kommunen havde tidligere givet afslag på byggeansøgningen, da det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at sommerhusets skader skyldtes en udefrakommende hændelse, og vurderede, at naboen (klageren) ikke havde en væsentlig interesse i sagen.

Kommunen gav den 23. januar 2018 fuld aktindsigt i de ønskede dokumenter, men behandlede anmodningen efter offentlighedsloven og fastholdt, at klageren ikke havde partsstatus i sagen. Klageren klagede herefter til Planklagenævnet, idet klagen udelukkende vedrørte spørgsmålet om partsstatus.

Baggrund for byggesagen

Et arkitektfirma ansøgte den 7. december 2016 Svendborg Kommune om tilladelse til nedrivning og opførelse af et nyt og større sommerhus på [adresse1]. Der blev søgt om dispensation fra lokalplan nr. 50a, Sommerhusområde ved Elsehoved, specifikt fra bestemmelserne i lokalplanens § 3.2, der forbyder nye boliger, og § 7, stk. 12, der kun tillader genopførelse af samme bolig og bygningsareal efter stormskade, brand eller lignende. Det ansøgte byggeri var større end det eksisterende.

Kommunen afslog ansøgningen den 26. oktober 2017, da det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at sommerhusets beskadigede tilstand skyldtes en udefrakommende hændelse. Kommunen vurderede desuden, at naboen ikke havde en væsentlig og individuel interesse i byggeriet, da placeringen var friholdt for udsigtsarealer, og der ikke var væsentlig indbliksgener.

Ansøgeren påklagede kommunens afslag til Planklagenævnet den 23. november 2017 (NMK-33-04448). Klageren i nærværende sag ønskede at indtræde i denne klagesag til støtte for kommunen og gjorde gældende, at klageren var part i sagen som genbo, der ville blive berørt af udsigts- og indbliksgener.

Klagerens argumenter for partsstatus

Klageren anførte, at klageren havde en væsentlig og individuel interesse i sagen, da byggeriet ville berøre klagerens udsigt til havet og skabe indbliksgener. Klageren henviste til at være nærmeste nabo og ejer af en bygning under samme lokalplan, hvilket burde give klageberettigelse i forhold til en eventuel dispensation. Klageren mente desuden, at sagen reelt handlede om, hvorvidt der fortsat var byggeret på [adresse1].

Kommunens bemærkninger

Kommunen fastholdt, at klageren ikke opfyldte kriterierne for partsstatus, da naboskab alene ikke er tilstrækkeligt. Kommunen vurderede, at byggeriet ikke medførte konkrete og væsentlige gener for klageren, idet:

• Det ansøgte byggeri ikke påtænktes bebygget i lokalplanens udsigtskiler.
• Byggeriet ikke overskred højdebestemmelserne i lokalplanen.
• Der ikke var tale om væsentlige indbliksgener, da sommerhusene var adskilt af en sti, og det ansøgte byggeri ikke gav anledning til væsentlig indbliksgener.
• Klageren ikke havde en særlig væsentlig og individuel interesse, der adskilte ham fra de øvrige sommerhuse omfattet af lokalplanen.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Svendborg Kommunes afgørelse om aktindsigt. Kommunens afgørelse blev dermed stadfæstet.

Planklagenævnets kompetence og sagsbehandling

Planklagenævnet er klageinstans for kommunale afgørelser efter Planloven § 58, herunder dispensationer fra lokalplaner. Nævnet er derfor kompetent til at behandle klager over aktindsigtsafgørelser, uanset om de er truffet efter Forvaltningsloven § 16, stk. 4, Offentlighedsloven § 37, stk. 1 eller Miljøoplysningsloven § 4, stk. 6.

Nævnet vurderede, at nærværende sag om aktindsigt ikke skulle sambehandles med klagesagen NMK-33-04448 om dispensation fra lokalplanen, da sagerne omhandler forskellige afgørelser, og sagsbehandlingstiden for aktindsigtssager er kortere.

Vurdering af partsstatus

Planklagenævnet bemærkede, at selvom kommunen havde givet fuld aktindsigt, var spørgsmålet om lovvalg (forvaltningsloven eller offentlighedsloven) relevant, da klageren havde anmodet om løbende aktindsigt, hvilket kun parter kan kræve. En person anses for part i en sag, hvis vedkommende har en væsentlig og individuel interesse i afgørelsen, jf. Forvaltningsloven § 9, stk. 1.

Nævnet understregede, at der ikke nødvendigvis er sammenfald mellem partsstatus efter forvaltningsloven og klageberettigelse efter planloven. Det er således muligt at være klageberettiget uden at have partsstatus.

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at klageren ikke havde en væsentlig og individuel interesse, der kunne begrunde partsstatus. Nævnet lagde vægt på, at:

• Der var fem andre sommerhuse inden for ca. 12 meters radius af den eksisterende bebyggelse på [adresse1].
• Klagerens nærmeste sommerhus, [adresse4], lå ud for en udsigtskile, og der var en vej mellem de to ejendomme.
• Det ansøgte hus ikke medførte en så betydelig påvirkning af klageren i forhold til det eksisterende hus, da det ikke opførtes i udsigtskilen, ikke gav anledning til væsentlige indbliksgener, og ikke krævede dispensation fra højdebestemmelserne.

Nævnet afviste desuden klagerens argument om, at sagen reelt handlede om byggeret, idet sagen omhandlede udskiftning af et eksisterende hus. Påstanden om magtfordrejning kunne heller ikke føre til partsstatus.

Lovvalg for aktindsigt

Planklagenævnet vurderede, at sagen om ansøgning om dispensation fra lokalplanen var omfattet af Miljøoplysningsloven § 3, da den vedrørte foranstaltninger, der kunne påvirke miljøelementer som landskaber, naturområder og kystområder. Anmodningen om aktindsigt skulle derfor have været behandlet efter Miljøoplysningsloven § 2, stk. 1, jf. offentlighedsloven fra 1985, og ikke efter offentlighedsloven fra 2013, som kommunen havde gjort. Nævnet fandt, at dette var en retlig mangel ved afgørelsen. Da kommunen imidlertid havde givet fuld aktindsigt, fandt nævnet ikke, at manglen var af en sådan karakter, at den kunne føre til afgørelsens ugyldighed.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.