Afvisning af klage over dispensation til opsætning af mobilmast i fredskov

En nabo til et fredskovsareal påklagede Miljøstyrelsens afgørelse af 8. februar 2018, som gav dispensation til opsætning af en 36 meter høj mobilmast på en nabogrund i Kikhavn By, Torup, Halsnæs Kommune. Ansøgningen om dispensation blev indsendt af [virksomhed1] på vegne af [virksomhed2], da [virksomhed2] ønskede at flytte en eksisterende mast fra en ejendom, som ejeren ville sælge.

Miljøstyrelsen begrundede sin tilladelse med, at en velfungerende internetforbindelse er en samfundsmæssig nødvendighed, og at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at masten ikke kunne placeres uden for fredskov.

Klagerens anbringender

Klageren anførte flere punkter i sin klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet:

• Klageren mente at have en individuel og væsentlig interesse i sagen, da masten skulle opsættes på nabogrunden til klagerens sommerhus.
• Det var ikke i almenvellets interesse at dispensere til byggeri og terrænændringer i den pågældende fredskov.
• Det var ikke godtgjort, at alternative løsninger eller placeringer af masten ikke kunne anvendes.
• Det var ikke godtgjort, at der var et udbredt behov for bedre mobildækning i området.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Miljøstyrelsens afgørelse. Afgørelsen blev truffet i henhold til Skovlovens § 62, stk. 1, nr. 2, jf. Skovlovens § 60, stk. 1, som omhandler klageberettigelse ved afgørelser om byggeri og anlæg i fredskov. Nævnet henviste også til Skovlovens § 64 vedrørende frist for retssag og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8 vedrørende nævnets afgørelsesmyndighed.

Vurdering af klageberettigelse

Nævnet fastslog, at klageberettigelse kræver en individuel og væsentlig interesse, som ikke blot er af almen, principiel, teoretisk eller holdningsbaseret karakter. Interessen skal have retlige eller faktiske konsekvenser, der er mere udprægede for klageren end for andre, og disse konsekvenser skal overstige en tålegrænse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at skovloven primært varetager samfundsmæssige interesser som træproduktion, landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og naturbeskyttelsesmæssige hensyn samt friluftsliv, og ikke generelle nabo- eller beboerinteresser.

Nævnets konklusion

Nævnet fandt, at klageren ikke var klageberettiget i den konkrete sag. Dette skyldtes, at de anførte klagepunkter ikke var relevante i forhold til de hensyn, som skovloven varetager. Klagepunktet om almenvellets interesse blev anset for at være en generel og ideel betragtning, som ikke vedrørte klageren mere end andre grundejere og brugere i området.