Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af dige

Sagen omhandler en klage over Aabenraa Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af en del af et beskyttet dige (D00.092.374) på en ejendom i Hovslund, Ø. Løgum. Diget er ifølge kommunen blevet fjernet i perioden 2002-2004, og den omhandlede strækning er det sydøstlige knæk på ca. 74 meter, da den nord-sydgående del (ca. 133 meter) vurderes fjernet før 1992 og dermed ikke omfattet af beskyttelsen.

Baggrund for sagen

Ejendommens ejer modtog i 2014 et oplysningsbrev og varsel om påbud om retablering fra Slots- og Kulturstyrelsen, som også informerede om muligheden for at søge dispensation. Museum Sønderjylland har i en udtalelse bekræftet, at diget fremgår af historiske kort fra 1795 og har stor kulturhistorisk fortælleværdi, idet det afspejler ældre tiders ejendomsforhold og landbrugsreformer. Museet besigtigede diget i 2015 og konstaterede, at den vestlige del på ca. 208 meter var fjernet.

Ansøgning og kommunens afgørelse

LandboSyd ansøgte på vegne af ejeren om lovliggørende dispensation for den fjernede vestlige del af diget. Klager anførte, at der aldrig havde eksisteret et dige, men blot en niveauforskel i markskellet, opstået ved pløjning. Aabenraa Kommune meddelte i marts 2017 afslag på dispensation for den sydlige strækning af diget. Kommunen begrundede afslaget med, at diget er registreret i Kort- og Matrikelstyrelsens kortværk fra før 1992 og dermed er omfattet af Museumslovens § 29 a, stk. 1. Kommunen vurderede, baseret på Museum Sønderjyllands udtalelse, at diget har stor kulturhistorisk og biologisk værdi som levested og spredningsbiotop. Kommunen fandt ikke, at der forelå særlige tilfælde, der kunne begrunde en dispensation.

Klagerens anbringender

Klager fastholdt, at der aldrig havde været et dige på strækningen, men en naturlig terrænforskel. Klager henviste til, at diget muligvis blev fjernet i forbindelse med skovtilplantning i 1954-1964 eller en jordfordeling i 1982-1983, hvor der ikke blev oplyst om beskyttede strukturer. Klager anførte også, at Haderslev Museum i forbindelse med stormfald i 1999 ikke havde påvist jordfaste fortidsminder på ejendommen. Klager mente, at fjernelsen kunne være sket allerede i 1955, og at kommunen manglede bevis for det præcise tidspunkt for ændringen af markskellet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Aabenraa Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af den sydlige strækning af dige D00.092.374. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Nævnets vurdering af digets beskyttelse

Nævnet bemærkede, at diget er omfattet af beskyttelsen i Museumslovens § 29 a, stk. 1, da det er angivet på Geodatastyrelsens kortværk fra før 1. juli 1992, jf. Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 1, stk. 1, nr. 4. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at diget er fjernet efter 1992, og klagers anbringender om tidligere fjernelse blev ikke understøttet af sagens øvrige oplysninger.

Vurdering af digets værdi og dispensationspraksis

Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at diget har både biologisk og kulturhistorisk værdi som et udskiftningsdige. Nævnet henviste til praksis, hvor det er tilstrækkeligt, at et dige er værdifuldt i én henseende, og at der lægges stor vægt på digers kulturhistoriske værdi. Udgangspunktet for lovliggørelsessager er, at dispensationsspørgsmålet vurderes som ved en ansøgning inden fjernelsen, dog med en afvejning af særlige omstændigheder som samfundsmæssigt værdispild eller god tro.

Nævnet fandt ikke, at der i den konkrete sag forelå sådanne særlige tilfælde, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis for dispensation til nedlæggelse af diger. Det forhold, at der ikke var gjort opmærksom på diget i forbindelse med jordfordeling eller skovrejsningstilskud, kunne ikke føre til et andet resultat, da det er ejerens ansvar at undersøge, om der er beskyttede diger på ejendommen.