Afgørelse om lovliggørende dispensation til fjernelse af beskyttet dige i Morsø Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en sag om lovliggørende dispensation til fjernelse af et beskyttet dige (D00.119.223) beliggende mellem to matrikler i Ørding By, Morsø Kommune. Morsø Kommune havde oprindeligt meddelt dispensationen den 19. januar 2017.

Baggrund for fjernelsen

Kommunen blev opmærksom på det fjernede dige i forbindelse med nedlægning af et højspændingskabel. Det blev konstateret, at diget var blevet fjernet i perioden 2006-2008. Ejere af de to ejendomme ansøgte efterfølgende om lovliggørende dispensation. De anførte, at de erindrede det øst-vestgående dige som en vej og det nord-sydgående som dels en grøft, dels en told.

Digets karakter og værdi

Det omhandlede dige var et jorddige, der målte ca. 2,3 meter i bredden og 0,6 meter i højden. Det bestod af et nord-sydgående stykke på ca. 225 meter og et øst-vestgående stykke på ca. 65 meter, i alt ca. 290 meter. Diget var primært uden bevoksning, indtil det blev fjernet.

Slots- og Kulturstyrelsen har oplyst, at diget havde karakter af et udparcelleringsdige, oprettet mellem 1892 og 1966. Mors Museum vurderede diget som kulturhistorisk værdifuldt, da det markerede skellet mellem matrikler og fortalte om senere opdelinger af jordlodder, udflytning af gårde og ejerforhold på grænsen mellem landsbyerne Ljørslev og Ørding.

Kommunens oprindelige afgørelse

Morsø Kommune meddelte lovliggørende dispensation, idet de vurderede, at diget ikke oplevedes som et dige på størstedelen af dets udstrækning, og at det ikke indgik i en sammenhængende digestruktur eller markerede sogne- eller ejerlaugsgrænser. Kommunen fandt, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde dispensationen.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet (senere overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6). Klager anførte, at diget havde kulturhistorisk, landskabelig og biologisk værdi, og at kommunens afgørelse alene hvilede på privatøkonomiske interesser, hvilket ikke er tilstrækkeligt grundlag for dispensation. Klager fremhævede, at diget var et gammelt udskiftningsdige, der havde angivet sogneskellet mellem Ørding og Ljørslev, og at det måtte antages at have haft biologisk funktion som levested for dyreliv.

Ejernes bemærkninger

Ejendommenes ejere bemærkede, at klagers argumentation alene byggede på antagelser og ikke fakta. De anførte, at der ikke forelå kort eller fotos, der dokumenterede et dige, men blot et gammelt markskel. Fjernelsen af skellet var begrundet i behovet for dræning og for at gøre driften af markerne mere rationel.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ændret Morsø Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation til fjernelse af dige D00.119.223 til et afslag. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Museumslovens § 29 x. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Retsgrundlag og digets beskyttelsesstatus

Sagen er behandlet efter Museumslovens § 29 j, stk. 2, jf. Museumslovens § 29 a, stk. 1, som forbyder ændringer i tilstanden af sten- og jorddiger. Formålet med bestemmelsen er at sikre diger som kulturhistoriske spor samt deres biologiske og landskabelige interesser. Bestemmelserne er udmøntet i Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende, hvoraf det fremgår af Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 1, stk. 1, nr. 4, at diger angivet på Geodatastyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) fra før 1. juli 1992 er omfattet af beskyttelsen. Det aktuelle dige er angivet på dette kortværk og fremgår desuden af luftfotos frem til 2006 samt af målebordsblade fra 1928-1940, hvorfor det er beskyttet efter Museumslovens § 29 a.

Vurdering af digets værdi og dispensationspraksis

Nævnet lagde til grund, at diget er beskyttelsesværdigt baseret på oplysninger fra Slots- og Kulturstyrelsen og Mors Museum om dets kulturhistoriske værdi. Praksis tilsiger, at et dige ikke nødvendigvis skal være værdifuldt i alle henseender (landskabeligt, kulturhistorisk, biologisk); det er tilstrækkeligt, at det vurderes værdifuldt i én henseende, med særlig vægt på kulturhistorisk værdi som udtryk for ældre tiders ejendomsstruktur.

Udgangspunktet for lovliggørelsessager er, at dispensationsspørgsmålet vurderes, som om ansøgningen var indgivet før fjernelsen. Der skal dog også afvejes særlige omstændigheder som samfundsmæssigt værdispild ved retablering, ejerens gode tro, indrettelseshensyn og proportionalitet. Det fremgår af lovens forarbejder og fast praksis, at driftsmæssige eller økonomiske interesser ikke er tilstrækkelige til at meddele dispensation. Formuleringen "i særlige tilfælde" indikerer en yderst restriktiv praksis for dispensation til nedlæggelse af diger.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der i den konkrete sag forelå sådanne særlige tilfælde, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis. Derfor ændredes kommunens afgørelse til et afslag.