Afgørelse om lovliggørende dispensation til nedlæggelse af beskyttet vandhul

Sagen omhandler en klage over Esbjerg Kommunes afgørelse af 2. februar 2018, der meddelte en lovliggørende dispensation til nedlæggelse af et beskyttet vandhul på en ejendom i V. Nebel. Dispensationen var betinget af etablering af et erstatningsvandhul på en anden matrikel på samme ejendom. Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) behandlede sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, og Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1.

Baggrund for sagen

Esbjerg Kommune blev i juli 2016 opmærksom på uoverensstemmelser mellem registreret natur og den faktiske tilstand på ejendommen. En besigtigelse i august 2016 afslørede, at et engareal var opdyrket, og et vandhul var tømt for vand med rester af vådt slam og lysesiv. Vandhullet, der blev etableret i 2003 og nedlagt i 2014, var ikke registreret som beskyttet, men kommunen vurderede, at det var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3.

Kommunen varslede i oktober og december 2017 påbud om genopretning af flere arealer samt lovliggørende dispensation for vandhullet med krav om et erstatningsvandhul. Den endelige dispensation blev givet i februar 2018.

Esbjerg Kommunes begrundelse

Esbjerg Kommune begrundede dispensationen med, at vandhullet var kunstigt og placeret midt på en mark, hvor driften var intensiveret efter nedlæggelsen. En genopretning af det oprindelige vandhul ville ødelægge 1.200 meter dræn, og omkostningerne ville være uforholdsmæssigt store. Kommunen vurderede, at erstatningsvandhullet ville opnå en bedre naturtilstand og bidrage mere til naturen, da det ville blive placeret tættere på andre naturområder i et mere ekstensivt udnyttet område.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen i marts 2018. Klager anførte, at der manglede en tilstrækkelig begrundelse for dispensationen, og at det nedlagte vandhul burde retableres. De fremhævede, at det nedlagte vandhul lå tæt på et større beskyttet moseareal, og at omkostningerne ved retablering formentlig ville svare til omkostningerne ved etablering af et erstatningsvandhul. Klager henviste til forarbejderne til Naturbeskyttelseslovens § 3, som fastslår, at der skal foreligge særlige omstændigheder for at meddele dispensation, og at en væsentlig økonomisk interesse ikke i sig selv er tilstrækkelig. De argumenterede for, at etablering af en erstatningsbiotop ikke alene kan begrunde en dispensation, medmindre retablering er uforholdsmæssigt dyrt eller umuligt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) ændrede Esbjerg Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation til et afslag. Nævnet vurderede to hovedforhold: om søen var beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, og om der kunne meddeles dispensation til nedlæggelse af vandhullet med vilkår om etablering af et erstatningsvandhul.

Vurdering af beskyttelsesstatus

MFKN fandt, at vandhullet var beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at vandhullet, selvom det var menneskeskabt, havde eksisteret i ca. 11 år og havde udviklet et karakteristisk plante- og dyreliv, herunder sumpplantetilvoksede bredarealer. På baggrund af luftfotos og kommunens besigtigelse vurderede nævnet, at vandhullets areal var ca. 280 m², hvilket overstiger grænsen på 100 m² for beskyttelse.

Vurdering af dispensation

MFKN fastslog, at der efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 kun kan meddeles dispensation i særlige tilfælde. Nævnet henviste til lovbemærkningerne, der understreger, at en væsentlig jordbrugs- eller økonomisk interesse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde en dispensation. Derudover skal området være uden særlig naturmæssig interesse, eller indgrebet må ikke medføre en afgørende forrykning af tilstanden. En dispensation må heller ikke skabe en uheldig præcedens.

MFKN bemærkede, at etablering af en erstatningsbiotop normalt ikke kan begrunde en dispensation, da det foretrækkes at bevare det oprindelige naturområde. Dette gælder også, selvom erstatningsbiotopen forventes at opnå en bedre naturkvalitet på sigt. Erstatningsbiotoper er primært relevante i lovliggørelsessager, hvor retablering er forbundet med uforholdsmæssigt store udgifter eller besvær.

Nævnets konklusion

Efter en samlet vurdering fandt MFKN, at der ikke kunne gives en lovliggørende dispensation. Nævnet lagde vægt på:

• Vandhullets naturlige dyre- og planteliv, som havde udviklet sig over ca. 11 år.
• Vandhullets nære beliggenhed og forbindelse til den nærliggende mose, hvilket bidrog til dets naturmæssige værdi.
• At omkostningerne ved retablering af de nedlagte dræn ikke var uforholdsmæssigt store. Nævnet understregede, at spørgsmålet om dispensation for en allerede gennemført tilstandsændring som udgangspunkt skal behandles, som om indgrebet ikke havde fundet sted.
• At en dispensation kunne skabe en uheldig præcedens.

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.