Afgørelse om § 3-registrering af eng i Esbjerg Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage fra en virksomhed på vegne af en ejendomsejer vedrørende Esbjerg Kommunes afgørelse af 31. august 2015. Afgørelsen omhandlede registrering af et areal på 15.596 m² som beskyttet eng efter Naturbeskyttelsesloven § 3 på matrikel [matrikel1], Vilslev By, Vilslev.

Baggrund for registrering

Esbjerg Kommune fastholdt registreringen, idet de vurderede, at arealet blev omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 ved lovens ikrafttræden i 1992, altså før der i 2001 blev indgået en MVJ-aftale (Miljøvenligt Jordbrug). Kommunen anførte, at Ribe Amt i 1997 annullerede den hidtidige registrering af ferske enge i marsken på et generelt og mangelfuldt grundlag, og at denne afregistrering skyldtes en fejlagtig retsopfattelse. Kommunen mente derfor, at arealet i hele perioden har været omfattet af beskyttelsen og bør genregistreres.

Kommunens vurdering

Kommunen gennemgik arealets driftshistorie, vegetations- og fugtighedsforhold baseret på:

• Luftfotos fra 1945-2014
• Ældre og yngre målebordsblade
• Oplysninger om MFO- og MVJ-aftaler
• Besigtigelser i 2013 (Naturstyrelsen) og 2015 (kommunen)
• Notater fra Skov- og Naturstyrelsen (1997) og Lauritsen-udvalgets anbefalinger (2013)

Kommunen beskrev arealet som en fugtig, jævn og lavtliggende marskeng med dominans af naturligt forekommende græsarter. De vurderede, at arealet i hele perioden fra 1945 til 2001 har ligget i vedvarende græs, primært med høslæt, og at der ikke var tegn på omlæg. De fandt, at arealet opfyldte omlægningskriteriet i både 1992 og 2001. De registrerede plantearter, såsom manna-sødgræs, knæbøjet rævehale og kryb-hvene, indikerer fugtige og næringsrige forhold, typisk for marskenge.

Klagers argumenter

Klager anførte, at driftshistorien fra 1997 og frem er afgørende for arealets § 3-status. De fremhævede, at arealet i 90'erne blev brugt til intensiv grønpilleproduktion med høje udbytter og intensiv gødskning. Klager påpegede, at MVJ-tilsagnene fra 2001 og 2003 ikke angav arealet som § 3-beskyttet, hvilket gav ejeren en begrundet antagelse om, at arealet ikke var omfattet af beskyttelsen. Klager mente derfor, at undtagelsesbestemmelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2 burde anvendes, og at de registrerede plantearter kunne være et resultat af de 12 års MVJ-aftale.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at arealer, der opfyldte kriterierne i 1992, har været beskyttet siden da, uanset støtteaftaler. De understregede, at Ribe Amts afregistrering i 1997 var generel og uoplyst, og at den skyldtes en fejlagtig retsopfattelse. Kommunen afviste, at MVJ-tilsagnenes manglende notering om § 3-status var bindende, da det er de konkrete forhold på arealet, der er afgørende. De fastholdt, at arealets vegetation og fugtighedsforhold indikerer, at det har været eng i hele perioden.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse om registrering af arealet som beskyttet eng efter Naturbeskyttelsesloven § 3, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Vurdering af engstatus

Nævnet lagde til grund, at ferske enge, herunder både naturenge og kultureng, er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4. Almindelige dyrkede marker eller kulturgræsmarker, der omlægges hyppigere end hvert 7.-10. år, betragtes dog ikke som ferske enge. Nævnet bemærkede, at beliggenheds- og fugtighedskriterier ikke er afgørende for beskyttelsen, men at den tilstedeværende botanik og arealets driftshistorie er udslagsgivende.

Undtagelsesbestemmelsen i naturtypebekendtgørelsen

Nævnet vurderede anvendelsen af Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2. De skelner mellem to undtagelser:

• Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1: Naturtypen er dannet fordi der er indgået en aftale om særlig driftsform. Denne undtagelse kan ikke anvendes, hvis arealet allerede forud for aftaleindgåelsen havde karakter af fersk eng.
• Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 3: Aftale om pleje af et areal, der allerede er en beskyttet naturtype. Her er naturtypen ikke undtaget fra § 3-beskyttelsen, men en tidligere lovlig udnyttelse kan genoptages efter aftaleperiodens udløb.

Nævnet henviste til Naturklagenævnets praksis (NKO 400) og en Højesteretsdom fra 2017, der fastslår, at § 2, stk. 1, ikke gælder for arealer, hvor naturtypen ikke er dannet som følge af en aftale, men hvor den er opretholdt.

Nævnets konkrete vurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af luftfotos for perioden 1945-1992 og frem til 2001. Luftfotos sandsynliggjorde, at arealet i samtlige år kun havde tegn på ekstensiv drift med høslæt. Arealet var således beskyttet eng, da den første MVJ-aftale blev indgået i 2001. Derfor var arealet ikke undtaget fra § 3 i medfør af naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1.

Nævnet vurderede, at det daværende Ribe Amts generelle afregistrering af enge i marsken i 1997 hvilede på en forkert retsopfattelse. Det forhold, at lodsejeren kan have haft en begrundet antagelse om, at arealet ikke var § 3-beskyttet, kan ikke fritage arealerne fra beskyttelsen, men kan indgå som et moment i en eventuel konkret sag om dispensation. Manglende notering i MVJ-tilsagnene om § 3-status er ikke udtryk for en bindende meddelelse om arealets status.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse af 31. august 2015 om registrering af engen.