Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om registrering af enge efter Naturbeskyttelseslovens § 3 i Esbjerg Kommune

Sagen omhandler Esbjerg Kommunes afgørelse af 3. juni 2015 om registrering af 130.825 m² ny beskyttet natur, primært enge, på tre matrikler på Mandø. Arealerne er beliggende i Natura 2000-området nr. 89 Vadehavet.

Klager, en virksomhed der repræsenterer ejendommens ejer, påklagede afgørelsen den 16. juni 2015 til Natur- og Miljøklagenævnet, som senere overgik til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at arealerne har været omfattet af ubrudte aftaler om miljøvenlig drift siden før 1992, og at de forud for disse aftaler blev omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år. Desuden mente klager, at Esbjerg Kommune ikke levede op til undersøgelsesprincippet.

Kommunens argumentation

Esbjerg Kommune fastholdt registreringen og vurderede, at arealerne har været beskyttet siden 1992. Kommunen henviste til, at Ribe Amt i 1997 annullerede en tidligere registrering af ferske enge i marsken på et generelt og mangelfuldt grundlag, og at arealerne derfor i hele perioden har været omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen understregede, at registreringen kun er vejledende, og at et areals beskyttelsesstatus er uafhængig heraf.

Kommunen fremlagde en detaljeret gennemgang af driftshistorikken baseret på luftfotos fra 1945-2014, ældre og yngre målebordsblade samt besigtigelser i 2012 og 2014. De vurderede, at matriklerne har været drevet med græs og ikke omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år. Kommunen fandt, at arealerne opfyldte kriterierne for at være § 3-beskyttet eng, både nu og i 1990, da de første plejeaftaler blev indgået. De henviste også til Skov- og Naturstyrelsens notat af 5. marts 1997 og Lauritsen-udvalgets anbefalinger vedrørende fugtighedsforhold og planteartssammensætning.

Klagers supplerende bemærkninger

Klager fastholdt, at arealerne var omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år før 1990-1992, og henviste til markstrukturelle ændringer og intensiv grøftning på luftfotos. Klager argumenterede for, at arealer omfattet af aftaler om tilskud til miljøvenlig drift før 1992 ikke kan "vokse sig ind i" § 3-beskyttelsen, med henvisning til lovens forarbejder og Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i MAD 2006.1508 NKN. Klager mente, at Ribe Amts afregistrering i 1997 skulle respekteres, og at kommunen havde udvist passivitet ved ikke at reagere tidligere. Klager understregede, at bevisbyrden for omlægningsfrekvensen lå hos kommunen, og at tvivl skulle komme lodsejeren til gode.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse om registrering af enge efter Naturbeskyttelseslovens § 3 på de omhandlede matrikler. Nævnet fandt, at kommunens oprindelige statusmeddelelse ikke opfyldte Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24 om begrundelseskrav, men at manglen var uvæsentlig, da kommunen havde uddybet afgørelsen under klagesagen.

Vurdering af engkriterier og driftshistorik

Nævnet bemærkede, at Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4 beskytter ferske enge, uanset om de er natur- eller kulturenge, så længe de ikke omlægges hyppigere end hvert 7.-10. år. Nævnet lagde vægt på den tilstedeværende botanik og arealets driftshistorik. Efter en gennemgang af luftfotos for matriklerne [matrikel1] og [matrikel2] fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at arealerne havde karakter af eng, og at der ikke var tegn på intensiv drift. Klagers oplysninger om hyppigere omlægning var uforenelige med luftfotosene.

For matrikel [matrikel3] fandt nævnet, at ca. 5,7 ha af arealet opfyldte kravene til beskyttet eng, og at der ikke var tegn på intensiv drift på denne del siden 1980. Nævnet tiltrådte kommunens luftfotovurdering.

Anvendelse af naturtypebekendtgørelsen

Nævnet vurderede, at matriklerne [matrikel1], [matrikel2] og dele af [matrikel3] ikke er undtaget fra Naturbeskyttelseslovens § 3 i medfør af Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1. Dette skyldes, at arealerne allerede havde karakter af fersk eng, da de første gang indtrådte i plejeaftaler. Nævnet henviste til fast praksis og en Højesteretsdom af 28. marts 2017, der fastslår, at undtagelsen i bekendtgørelsens § 2, stk. 1, ikke gælder for arealer, hvor naturtypen ikke er dannet som følge af en aftale om miljøvenlig drift, men hvor naturtypen er opretholdt.

Nævnet fandt, at Ribe Amts generelle afregistrering af enge i marsken i 1997 hvilede på en forkert retsopfattelse. Selvom lodsejeren kan have været af den opfattelse, at arealet ikke var omfattet af § 3-beskyttelsen, kan dette ikke fritage arealerne fra beskyttelsen.

Passivitet

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der forelå myndighedspassivitet. Nævnet bemærkede, at der ikke var tale om et ulovligt forhold, som kommunen var forpligtet til at reagere på, og at kommunen ikke er forpligtet til at føre opsøgende tilsyn. Derfor var der ikke grundlag for at anse kommunen for passiv.