Stadfæstelse af afgørelse om § 3-beskyttelse af enge på Mandø

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Esbjerg Kommunes afgørelse af 11. maj 2015 om registrering af 103.900 m2 enge som beskyttede efter Naturbeskyttelsesloven § 3 på matriklerne [matrikel1] og [matrikel2], Mandø By, Mandø. Klagen blev indgivet af lodsejeren via [virksomhed1] (nu [virksomhed2]).

Baggrund for registreringen

Esbjerg Kommune traf afgørelsen i forbindelse med en landsdækkende gennemgang af beskyttet natur. Kommunen mente, at arealerne opfyldte kravene for § 3-beskyttelse. Historisk set var arealerne registreret som § 3-enge af Ribe Amt indtil 1997, hvor amtet annullerede registreringen af ferske enge i marsken. Esbjerg Kommune anså denne afregistrering for at være baseret på en fejlagtig retsopfattelse og et mangelfuldt grundlag.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at arealerne ikke var omfattet af beskyttelsen, primært fordi:

• De havde været omfattet af en ubrudt række aftaler med offentlig myndighed om miljøvenlig drift siden før 1992.
• Arealerne var blevet omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år forud for disse aftaler.
• Esbjerg Kommune havde ikke levet op til "undersøgelsesprincippet" og manglede bevis for sin afgørelse.

Kommunens bemærkninger

Esbjerg Kommune fastholdt registreringen og afviste klagerens anbringender. Kommunen vurderede, at arealerne opfyldte kriterierne for § 3-beskyttelse, da plejeaftalerne blev indgået. Baseret på luftfotos fra 1945-2014 og historiske kortmaterialer vurderede kommunen, at arealerne sjældent var blevet omlagt. Kommunen erkendte, at den oprindelige statusmeddelelse af 11. maj 2015 var sparsom, men uddybede grundlaget for afgørelsen i klagesagen.

Kommunen henviste til Skov- og Naturstyrelsens notat fra 1997 om kriterier for ferske enge (vegetation, fugtighed, omlægning) og Lauritsen-udvalgets rapport fra 2004, som præciserede kriterierne for ferske enge i marsken. Kommunen argumenterede for, at Ribe Amts afregistrering i 1997 skyldtes en fejlagtig retsopfattelse, og at arealerne i hele perioden burde have været omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3 uanset plejeordninger. Kommunen anmodede nævnet om at tage principiel stilling til kriterierne for enge i marsken og genregistrering af afregistrerede arealer.

Supplerende bemærkninger

Klageren fastholdt, at arealerne var omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år før 1990-1992, og henviste til farveskift og grøftning på luftfotos. Klageren mente, at bevisbyrden lå hos myndighederne, og at kommunen havde udvist passivitet ved først at reagere i 2015. Esbjerg Kommune afviste passivitetsargumentet og fastholdt sin tolkning af luftfotos og driftshistorie.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse om registrering af enge som beskyttede efter Naturbeskyttelsesloven § 3.

Nævnets vurdering af formalia

Nævnet bemærkede, at Esbjerg Kommunes oprindelige statusmeddelelse af 11. maj 2015 ikke opfyldte begrundelseskravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. Dog fandtes manglen uvæsentlig, da kommunen havde uddybet sin afgørelse under klagesagen, og klageren havde haft mulighed for at kommentere.

Vurdering af engbegrebet og undtagelser

Nævnet fastslog, at efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4, må der ikke foretages ændringer i tilstanden af ferske enge over 2.500 m2. Loven sondrer ikke mellem naturenge og kulturenge; begge er beskyttet, medmindre de omlægges hyppigere end hvert 7.-10. år. Nævnet understregede, at fugtighed og beliggenhed er karakteristika, men ikke afgørende for beskyttelsen; botanik og driftshistorie er udslagsgivende. Der gælder ingen særlige forhold for enge i marsken.

Nævnet vurderede undtagelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2. Det blev fastslået, at Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis naturtypen allerede havde karakter af fersk eng forud for indgåelse af aftaler om særlig driftsform. Dette er i overensstemmelse med Naturklagenævnets praksis og en Højesteretsdom fra 2017.

Nævnets konkrete vurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet tiltrådte kommunens luftfototolkning og vurdering af, at arealerne havde engkarakter ved lovens ikrafttræden i 1992 og i 1990, da de indgik i plejeaftaler. Klagerens oplysninger om hyppigere omlægning kunne ikke føre til et andet resultat. Da arealerne allerede var beskyttet eng, er de ikke undtaget fra Naturbeskyttelsesloven § 3 i medfør af Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1. Nævnet fandt, at Ribe Amts afregistrering i 1997 var baseret på en forkert retsopfattelse.

Passivitet

Nævnet fandt ikke, at der forelå myndighedspassivitet fra kommunens side. Kommunen er ikke forpligtet til at føre opsøgende tilsyn, og der var ikke tale om et ulovligt forhold, som kommunen var forpligtet til at reagere på.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse af 11. maj 2015 om registrering af enge som beskyttede efter Naturbeskyttelsesloven § 3 på [matrikel1] og [matrikel2], Mandø By, Mandø. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.