Dispensation til udstykning af areal med fælleshus i kolonihaveforening inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler Slagelse Kommunes ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til udstykning af et areal på ca. 555 m² med et fælleshus i en kolonihaveforening. Ejendommen, der ejes af Slagelse Kommune, ligger delvist inden for strandbeskyttelseslinjen i landzone, og 52.290 m² anvendes som kolonihaveområde med 81 havelodder. Fælleshuset er beliggende ca. 125 m fra Korsør Nor i anden række fra kysten.

Kystdirektoratets afslag

Slagelse Kommune ansøgte om udstykningen for at kunne opkræve et tilslutningsbidrag, der alene svarer til kloakering af den udstykkede grund med fælleshuset. Kommunen fremhævede, at der var tale om en teknisk og ikke en fysisk ændring, og at ejerskabet samt anvendelsen som kolonihaveområde ville forblive uændret. Kystdirektoratet meddelte afslag den 21. november 2016. Afslaget blev begrundet med en restriktiv praksis for udstykning inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, og at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation. Kystdirektoratet henviste til, at selvom der ikke sker fysiske ændringer, kan en ny selvstændig ejendom inden for strandbeskyttelseslinjen ændre præg og skabe forventning om bebyggelse.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Slagelse Kommune påklagede afgørelsen den 15. december 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet (senere overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6). Kommunen anførte, at Kystdirektoratets afslag ville hindre varetagelsen af nationale interesser, da udstykningen var afgørende for kloakering af området, hvilket skulle sikre tilfredsstillende spildevandsrensning inden udledning i havet. Kommunen fremhævede også de store økonomiske konsekvenser ved et afslag, idet kloaktilslutningsudgiften ville stige fra ca. 29.000 kr. til ca. 2 mio. kr. uden udstykningen. Endvidere argumenterede kommunen for, at fælleshuset ikke ville ændre præg eller anvendelse efter udstykningen, og at praksis burde være mindre restriktiv, da kolonihavehuse burde sidestilles med sommerhuse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer Kystdirektoratets afgørelse af 21. november 2016 fra et afslag til en dispensation til udstykning af arealet med fælleshuset i kolonihaveforeningen inden for strandbeskyttelseslinjen. Afgørelsen er truffet efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, og er endelig, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Nævnets vurdering af lovgrundlaget

Nævnet bemærkede, at Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, generelt forbyder ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder udstykning, for at friholde kystområderne mod indgreb. Dispensation kan kun meddeles i særlige tilfælde, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, hvor et nødvendigt formål går forud for beskyttelsesinteressen, og der ikke skabes præcedensvirkning.

Nævnet vurderede, at den konkrete sag ikke var omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 5, som alene gælder for sommerhus- og fritidshusområder, og ikke for kolonihaveområder. Derfor skulle spørgsmålet om dispensation vurderes efter den generelle bestemmelse i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.

Særlige omstændigheder

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der forelå særlige omstændigheder, der berettigede dispensationen. Nævnet lagde vægt på, at der ikke ville blive skabt en selvstændig ejendom med direkte adgang til kysten, og at ejendommens karakter ikke ville ændre sig. Det blev vurderet, at udsigten til fysiske ændringer og ændret anvendelse var usandsynlig, da udstykningen omfattede et mindre areal, der primært var bebygget med fælleshuset, og lå i et tæt bebygget kolonihaveområde i anden række fra stranden. Endvidere blev det vægtlagt, at udstykningen var et led i kloakeringen af fælleshuset, og at præcedensvirkningen af afgørelsen vurderedes at være begrænset.