Afslag på dispensation til solceller og terrasseoverdækning inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til solceller på stativ på tag og en terrasseoverdækning på en sommerhusejendom i Kerteminde Kommune. Ejendommen er beliggende inden for den udvidede strandbeskyttelseszone, cirka 150 meter fra stranden, og de omhandlede konstruktioner kræver derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Kystdirektoratets Afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 6. oktober 2016 afslag på ansøgningen og påbud om fysisk lovliggørelse. Direktoratet begrundede afslaget med, at solcellerne, der var løftet op på stativer, fremstod visuelt dominerende i kystlandskabet. Selvom vedvarende energi er et anerkendelsesværdigt formål, fandt direktoratet ikke, at det kunne tilsidesætte de landskabelige interesser, og en dispensation ville kunne skabe uhensigtsmæssig præcedensvirkning. Det forhold, at anlægget ikke var synligt fra kysten, ændrede ikke vurderingen, da strandbeskyttelseslinjen beskytter hele kystområdet.

Vedrørende terrasseoverdækningen, som bestod af PVC-plader opsat på eksisterende spær/pergola, fandt Kystdirektoratet, at den fremstod markant i landskabet og ikke var omfattet af gældende praksis for terrasser inden for strandbeskyttelseslinjen. En dispensation ville ligeledes kunne medføre uønsket præcedensvirkning.

Klagerens Anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet (senere overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet). Klager anførte, at Kystdirektoratets afgørelse var udtryk for "skøn under regel", hvilket er i strid med forvaltningsretlige principper, da skønnet ikke måtte udøves firkantet eller mekanisk. Klager fremhævede, at solcellerne ikke fremstod markante i landskabet, da de vendte væk fra stranden, havde en beskeden hældning, var sorte og beklædt med træ. Det blev også anført, at sager om vedvarende energianlæg bør behandles lempeligere, og at et afslag modarbejder samfundsmæssige hensyn. Klager henviste desuden til en analogi fra Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 4, vedrørende mindre vedligeholdelsesarbejder.

For terrasseoverdækningen argumenterede klager for, at de gennemsigtige PVC-plader på en eksisterende pergola var ubetydelige og ikke havde nogen påvirkning af området.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse af 6. oktober 2016 om afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation til solceller på stativ på tag og terrasseoverdækning. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Nævnets Vurdering af Lovgrundlaget

Nævnet bemærkede, at Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 indeholder et generelt forbud mod ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen. Dispensation kan kun meddeles i særlige tilfælde, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, og bestemmelsen administreres meget restriktivt. Nævnet vurderede, at de omhandlede konstruktioner ikke faldt ind under de nye, lempede regler i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3, da de ikke var i niveau med boligens terrænniveau eller blandt de specifikt nævnte konstruktioner.

Skøn under Regel

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at Kystdirektoratets afgørelse var i strid med forvaltningslovens principper om et frit skøn. Det er ikke i strid med forbuddet mod "skøn under regel", at Kystdirektoratet har en restriktiv praksis eller retningslinjer, så længe der foretages en konkret og individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Vurdering af Solceller og Terrasseoverdækning

Nævnet fandt ikke, at der var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en fravigelse fra den restriktive praksis. For solcellerne lagde nævnet vægt på, at de var hævet fra tagfladen og syner af mere end selve taget. Hensynet til det landskabelige blev vurderet som større end hensynet til udbygningen af vedvarende energi. Klagerens bemærkninger om vedligeholdelse kunne ikke ændre dette, da der ikke var tale om vedligeholdelse.

Vedrørende overdækningen af terrassen/pergolaen lagde nævnet vægt på, at konstruktionen, som vendte mod kysten, var markant i landskabet og medførte en ikke ubetydelig ændring af tilstanden. Nævnet lagde også vægt på den præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre.