Afslag på dispensation til lovliggørelse af udhus til beboelse inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til lovliggørelse af anvendelse af et udhus til beboelse inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Gamborg By, Gamborg. Ejendommen er beliggende i landzone tæt ved Svinø Havn og er i sin helhed placeret inden for den gamle 100 meter strandbeskyttelseslinje samt i Natura 2000-område nr. 112 – Lillebælt.

Klager kontaktede i 2015 Middelfart Kommune for at få tilrettet BBR-oplysningerne for ejendommen, som omfatter et sommerhus og et 30 m2 udhus. Kommunen registrerede bygningen som udhus og videresendte sagen til Naturstyrelsen (senere Kystdirektoratet) vedrørende anvendelsen som anneks (beboelse).

Udhusets historik og anvendelse

Kystdirektoratet vurderede, at selve udhuset var lovligt opført, muligvis før indførelsen af strandbeskyttelseslinjen i 1937. Sagen drejede sig derfor udelukkende om lovliggørelse af udhusets anvendelse til beboelse. Kystdirektoratet henviste til, at ændret anvendelse af en bygning kan være en tilstandsændring omfattet af forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 15, især ved ibrugtagning til beboelse, da det medfører en mere belastende anvendelse for naturen.

Kystdirektoratet begrundede afslaget med, at udhuset ifølge klager ikke havde været anvendt til beboelse de sidste 30 år, og at det var i meget dårlig stand. Der var således ikke tidsmæssig kontinuitet i anvendelsen som anneks.

Klagerens argumenter

Klager anførte, at Kystdirektoratets afgørelse var baseret på ukorrekte faktuelle forhold. Klager fastholdt, at udhuset kontinuerligt havde været anvendt til overnatning/beboelse siden 1947, altså i næsten 70 år. Dette blev understøttet af en udtalelse fra et sommerhusudlejningsbureau, der bekræftede udlejning af sommerhuset med anneks i perioder fra 1982 til starten af 1990'erne. Klager forklarede den dårlige stand med sælgers (klagers mors) alder og svigtende kræfter, ikke manglende brug.

Klager mente, at der ikke var tale om en ændret anvendelse, men en fortsættelse af hidtidig brug, og at et afslag ville indskrænke sommerhusets anvendelighed. Klager anmodede om, at afslaget blev tilbagekaldt, eller subsidiært, at der blev meddelt dispensation i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, jf. § 15. Kystdirektoratet fandt ikke anledning til at genoptage sagen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til lovliggørelse af anvendelse af udhus til beboelse inden for strandbeskyttelseslinjen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Restriktiv praksis for strandbeskyttelseslinjen

MFKN henviste til Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, som indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen. Formålet er at sikre en generel friholdelse af kystområderne mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse. Dispensation fra forbuddet kan kun gives i særlige tilfælde, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, og administreres meget restriktivt.

Ændret anvendelse som tilstandsændring

Nævnet lagde til grund, at udhuset var lovligt opført i 1937 eller 1940, men vurderede, at bygningens ydre fremtræden og manglende tidligere BBR-registrering som beboelse indikerede, at den havde karakter af et udhus. MFKN fastslog, at anvendelsen af udhuset til beboelse udgjorde en tilstandsændring, der krævede dispensation, da en ændring fra udhusformål til beboelse typisk medfører en mere belastende anvendelse for naturen.

Vurdering af kontinuerlig anvendelse

MFKN bemærkede, at der efter praksis ikke meddeles dispensation til indretning af en selvstændig bolig i en eksisterende bygning, der ikke tidligere har været anvendt til beboelse, medmindre der foreligger sikker dokumentation for en længerevarende, kontinuerlig beboelsesanvendelse. Selvom udlejningsbureauets udtalelse bekræftede anvendelse til beboelse/overnatning i perioderne 1982-1986 og fra 1990 og et par år frem, fandt nævnet ikke sikre holdepunkter for, at udhuset i tiden efter udlejningens ophør (fra starten af 1990'erne til 2015) regelmæssigt havde været anvendt til beboelse. Klagers egen oplysning om, at udhuset ikke havde været anvendt til beboelse i 30 år, samt udhusets dårlige vedligeholdelsesstand, understøttede dette.

Konklusion

MFKN fandt ikke, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis, og lagde vægt på den præcedensvirkning en dispensation ville kunne få. På denne baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afslag på dispensation.