Afslag på dispensation til tilbygning til sommerhus inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Naturstyrelsens afslag på en ansøgning om dispensation til en tilbygning på 33 m² til et eksisterende sommerhus på 55 m² inden for strandbeskyttelseslinjen. Ejendommen er beliggende på [adresse1], Nordby By, Nordby, og ligger desuden i Natura 2000-område nr. 58, Nordby Bakker, samt inden for det fredede område ”Nordvestsamsø”.

Ansøgningens baggrund

Ansøgningen blev indsendt af [virksomhed1] på vegne af ejendommens ejere, der ønskede at udvide sommerhuset, da det ifølge ansøger var for lille og havde et utidssvarende badeværelse. Den foreslåede tilbygning skulle indeholde et værelse, et badeværelse med toilet og en entré, og ville bringe sommerhusets samlede areal op på 88 m².

Naturstyrelsens afgørelse

Naturstyrelsen meddelte afslag den 11. november 2015. Afslaget blev begrundet med, at det ansøgte lå inden for strandbeskyttelseslinjen, hvilket kræver dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1. Styrelsen henviste til en meget restriktiv administrativ praksis for tilbygninger til sommerhuse inden for strandbeskyttelseslinjen. Praksis tillader normalt kun dispensation for mindre sommerhuse under 40 m² til udvidelse med 6-8 m² til sanitære forhold, hvilket ikke var tilfældet her, da sommerhuset allerede var 55 m² og havde etableret toilet og badeværelse. Naturstyrelsen fandt ingen særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af praksis, og frygtede en uønsket præcedensvirkning.

Klagen og Kystdirektoratets bemærkninger

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet (senere overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet). Klager anførte, at der tidligere var meddelt dispensationer til lignende eller større udvidelser i området, hvilket stred mod lighedsprincippet. Klager fremhævede sommerhusets utidssvarende sanitære forhold og det store antal brugere (14 voksne og børn fordelt på 3 familier). Subsidiært blev der ansøgt om en mindre udvidelse. Klager korrigerede desuden afstanden til kysten til ca. 285 meter i stedet for de 105 meter, som Naturstyrelsen havde anført.

Kystdirektoratet, som overtog ressortansvaret, fastholdt den restriktive praksis og bemærkede, at sommerhusets størrelse (55 m²) oversteg grænsen for mindre sommerhuse. Direktoratet fandt ikke, at mange ejere eller brugere udgjorde en særlig begrundelse i naturbeskyttelseslovens forstand. De af klager nævnte tidligere sager blev afvist som sammenlignelige, da de vedrørte dispensationer fra fredninger og ikke fra strandbeskyttelseslinjen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Naturstyrelsens afgørelse om afslag på dispensation til tilbygning til sommerhuset. Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis for dispensationer inden for strandbeskyttelseslinjen, som er fastsat i Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Vurdering af gældende praksis

Nævnet bemærkede, at formålet med strandbeskyttelseslinjen er at friholde kystområderne mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand. Dispensation kan kun gives i særlige tilfælde, hvor et nødvendigt formål går forud for beskyttelsesinteressen, og hvor der ikke skabes uønsket præcedens. Den hidtidige praksis tillod kun begrænsede tilbygninger (6-8 m²) til modernisering af sanitære forhold i sommerhuse under 40 m².

Nye regler og deres anvendelse

Nævnet vurderede også de nye, lempede regler, der trådte i kraft den 9. juni 2017, som giver mulighed for mindre om- eller tilbygninger til modernisering og udvidelse af toilet- og badefaciliteter i eksisterende sommerhuse, uanset sommerhusets størrelse, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 3. Nævnet fastslog dog, at den ansøgte tilbygning på 33 m², som inkluderede et værelse og en entré ud over badeværelse og toilet, ikke udelukkende var en modernisering af sanitære forhold, men en egentlig udvidelse af sommerhusets areal. Derfor faldt ansøgningen ikke ind under de lempede regler, men skulle fortsat vurderes efter den restriktive praksis i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Konklusion

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis. Det forhold, at sommerhuset ejes og bruges af flere eller større familier, blev ikke anset for et særligt tilfælde. Nævnet lagde desuden vægt på den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre. De af klager nævnte sammenlignelige sager blev afvist, da de vedrørte dispensationer fra fredninger og ikke fra strandbeskyttelseslinjen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.