Afgørelse om bidragspligt til digelag ophævet på grund af manglende dokumentation for beskyttelse

Sagen vedrører en afgørelse fra Lolland Kommune om en ny partsfordeling og vedtægt for Branderslev Sandby Digelag, hvilket medførte, at nye ejendomme blev pålagt bidragspligt. Miljø- og Fødevareklagenævnet har genoptaget sagen efter en tidligere afgørelse fra Kystdirektoratet.

Baggrund for kommunens afgørelse

Lolland Kommune besluttede den 21. april 2015 en ny partsfordeling og vedtægt for digelaget, da den eksisterende fordeling var fejlbehæftet og vedtægten forældet. Det oprindelige kortmateriale fra 1876 var bortkommet, hvilket havde umuliggjort korrekte fordelinger ved udstykninger. Kommunen fastsatte en ny interessegrænse for beskyttelsen baseret på 2-meter højdekurven (DVR90). Valget var begrundet i erfaringer fra stormfloden i 2006, hvor vandstanden var tæt på 2 meter, og digets vedtægtsmæssige højde på 2,42 meter.

Klageforløb og genoptagelse

En grundejer, der blev pålagt bidragspligt, klagede til Kystdirektoratet, som den 22. december 2015 ikke gav medhold i klagen. Kystdirektoratet vurderede, at diget beskyttede mod en 100-års hændelse med en vandstand på ca. 1,8 meter DVR90, og at kommunen havde hjemmel til at udvide kredsen af bidragspligtige.

Efter anmodning fra klager besluttede Miljø- og Fødevareklagenævnet at genoptage sagen. Begrundelsen for genoptagelsen var, at Kystdirektoratet ikke havde taget stilling til, om klagers ejendomme reelt opnåede en beskyttelse fra diget, hvilket er et centralt spørgsmål for pålæggelse af bidragspligt.

Klagers centrale argumenter

Klager har anført følgende punkter:

• Klagers ejendomme ligger over den kote på 1,8 meter, som diget ifølge Kystdirektoratet reelt beskytter imod, og opnår derfor ingen nytte.
• Kommunens interessegrænse på 2 meter er forkert, da vand kan trænge ind i området fra andre steder ved lavere vandstande.
• Kommunen har ikke hjemmel i Kystbeskyttelsesloven § 11, stk. 2 til at udvide kredsen af bidragspligtige uden at etablere nye kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Lolland Kommunes afgørelse af 21. april 2015 om ny partsfordeling og vedtægt i Branderslev Sandby Digelag og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen.

Vurdering af bidragspligt og beskyttelse

Nævnet lægger til grund, at bidragspligt kun kan pålægges ejendomme, der opnår en beskyttelse eller anden fordel ved en kystbeskyttelsesforanstaltning, jf. Kystbeskyttelseslovens § 9 a, stk. 1.

Nævnet finder, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at klagernes ejendomme, som ligger over kote 1,8 meter, er beskyttet af diget. Dette skyldes, at Kystdirektoratet selv har vurderet digets nuværende beskyttelsesniveau til at modsvare en vandstand på ca. 1,8 meter. Lolland Kommunes afgørelse forklarer ikke, hvorfor interessegrænsen er sat til 2 meter, når digets faktiske beskyttelsesevne er lavere.

Nævnet bemærker desuden, at selvom kommunen kan anvende en generel højdemodel, vil en specifik landmålererklæring for en ejendom veje tungere. Hvis en sådan erklæring viser, at en ejendom ligger over den fastsatte interessegrænse, kan ejeren ikke pålægges bidragspligt. Sagen hjemvises, for at Lolland Kommune kan foretage en ny vurdering og sikre, at der er tilstrækkelig dokumentation for, at de omfattede ejendomme opnår en reel beskyttelse.