Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om tilladelse til grundvandsindvinding på [adresse1]

Sagen omhandler Vesthimmerlands Kommunes tilladelse af 17. november 2016 til indvinding af 35.000 m³ grundvand årligt til vanding af husdyrhold og mælkekøling på en ejendom. Tilladelsen erstatter en tidligere tilladelse til markvanding på 40.000 m³ årligt fra samme boring. Vandet må ikke anvendes til husholdning eller formål, der kræver drikkevandskvalitet, herunder vask af malkeudstyr. Tilladelsen bortfalder den 1. december 2026.

Baggrund for Sagen

Klager, et vandværk, orienterede kommunen den 8. september 2015 om, at ansøger anvendte egen boring til husdyrhold uden tilladelse. Kommunen varslede herefter påbud om lovliggørelse. Efter dialog mellem parterne fastholdt kommunen oprindeligt, at vandværkets interesser skulle vægtes højest, og at der ikke ville blive givet en lovliggørende tilladelse.

Ændring af Kommunal Praksis

Ansøger protesterede mod påbuddet og henviste til økonomiske hensyn samt praksis i andre kommuner. På et møde den 30. maj 2016 besluttede Vesthimmerlands Kommunes Teknik- og Miljøudvalg at ændre praksis. Fremover kan der gives tilladelse til indvinding af vand fra egen boring til formål, der ikke kræver drikkevandskvalitet, forudsat at vandværkets vedtægter giver mulighed herfor. Dette gælder for vandbehov over 3.000 m³ årligt, som det fremgår af Vesthimmerlands Kommunes Vandforsyningsplan 2012-2022.

Ansøgning og Tilladelse

Ansøger indgav den 30. august 2016 ansøgning om indvinding af 61.160 m³ grundvand. Efter høring af SEGES og ansøger reducerede kommunen den ansøgte mængde til 35.000 m³ årligt, hvilket ansøger accepterede. Kommunen vurderede, at indvindingen ikke ville have væsentlig påvirkning af habitatområder eller § 3 beskyttede arealer og ikke var VVM-pligtig. Indvindingen udgør ca. 3,6 % af den akkumulerede påvirkning af vandløbet, hvilket kommunen samlet set vurderede som ubetydeligt.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager påklagede afgørelsen den 14. december 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet, som den 1. februar 2017 overførte sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6. Klager anførte, at tilladelsen ville medføre et indtægtstab på 76.500 kr. eksklusiv moms, svarende til 25 % af vandværkets samlede salg, og en prisstigning på 33 % for de øvrige 550 kunder. Klager frygtede, at lignende frakoblinger i fremtiden ville undergrave vandværkets økonomi og evne til at opretholde vandkvaliteten i yderområder, potentielt nødvendiggørende udskiftning af overdimensionerede rørledninger.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Vesthimmerlands Kommunes afgørelse af 17. november 2016 om tilladelse til indvinding af grundvand til vanding af husdyrhold og mælkekøling. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Vandforsyningsloven § 81.

Juridisk Grundlag og Nævnets Vurdering

Tilladelse til vandindvinding meddeles af kommunen i henhold til Vandforsyningsloven § 20. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde planer for vandforsyningen, jf. Vandforsyningsloven § 14, stk. 1. Regler for vandforsyningsplaner er fastsat i Bekendtgørelse om vandforsyningsplanlægning.

Nævnet bemærkede, at vandforsyningsloven ikke indeholder bestemmelser, der tillægger vandværker en forsyningsret i deres forsyningsområder. En vandforsyning må forvente, at leverancer til erhvervskunder kan ophøre eller reduceres. Spørgsmålet om tilladelse til nye vandindvindingsanlæg i vandværkernes forsyningsområde beror på en konkret vurdering baseret på det administrationsgrundlag, der tilvejebringes i medfør af lovens kapitel 3 om kortlægning og planlægning. Nævnets praksis er, at vandforsyningsplanens retningslinjer skal anvendes som overordnet beslutningsgrundlag og kun fraviges ved væsentlige hensyn.

Konkret Vurdering af Vesthimmerlands Kommunes Afgørelse

Vesthimmerlands Kommunes vandforsyningsplan åbner mulighed for undtagelsesvis at give tilladelse til supplerende vandforsyning, hvis der er behov for større mængder vand uden drikkevandskvalitet (over 3.000 m³/år). Kommunens Teknik- og Miljøudvalg havde drøftet og taget stilling til de konkrete omstændigheder i sagen. På baggrund heraf, og da vandforsyningsplanen giver mulighed for undtagelser, fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse. Nævnet lagde ikke vægt på udvalgets tilkendegivelse om en generel praksisændring, da denne ikke var udmøntet i en ændring af den gældende vandforsyningsplan.