Planklagenævnets afvisning af klage vedrørende byggetilladelse på Orionvej i Aarhus Kommune

Aarhus Kommune udstedte den 4. juli 2017 en byggetilladelse til opførelse af et enfamiliehus på ejendommen [adresse1]. Tilladelsen omfattede et enfamiliehus på 171 m², 11 m² overdækket areal og et 6 m² indbygget skur. Byggesagen blev behandlet i henhold til bygningsreglement 2015.

Klagen fra naboen

En nabo indgav den 6. maj 2018 en klage til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen fokuserede primært på to punkter:

• Manglende partshøring: Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke havde foretaget en partshøring i forbindelse med byggetilladelsen, især vedrørende potentielle indbliksgener.
• Væsentlige indbliksgener: Det blev anført, at den tilladte tagterrasse på det nye hus ville medføre direkte indkig i klagerens stue, soveværelse samt for- og baghave, hvilket udgjorde væsentlige indbliksgener. Klageren henviste til bygningsreglementets § 2.3, som omhandler helhedsvurdering og sikring mod væsentlige indbliksgener. Desuden påpegede klageren, at kommunen i lignende sager i nærområdet tidligere havde afvist tagterrasser eller stillet krav om ændringer på grund af indbliksgener fra tagterrasser og kviste.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da den faldt uden for nævnets kompetenceområde.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har udelukkende beføjelse til at behandle retlige spørgsmål, der vedrører en kommunes afgørelser truffet i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Selvom en byggetilladelse, der er truffet med hjemmel i byggelovgivningen, indirekte indebærer en vurdering af overensstemmelse med planloven, var klagen i dette tilfælde udelukkende rettet mod kommunens afgørelse efter byggeloven.

Klagen vedrørte byggeloven

Klagerens anbringender om manglende partshøring og indbliksgener med henvisning til bygningsreglementets § 2.3 relaterede sig specifikt til kommunens afgørelse efter byggeloven. Der var således ikke klaget over byggeriets overensstemmelse med det gældende plangrundlag. På baggrund heraf fastslog Planklagenævnet, at det ikke havde kompetence til at behandle sagen.

Videresendelse af sagen

I overensstemmelse med Forvaltningslovens § 7, stk. 2, som pålægger forvaltningsmyndigheder at videresende henvendelser, der ikke vedrører deres sagsområde, videresendte Planklagenævnet sagen til Statsforvaltningen. Statsforvaltningen er den korrekte klageinstans for sager under byggelovgivningen.

Afgørelse og retsmidler

Planklagenævnet afviste derfor at behandle klagen, og det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.