Planklagenævnets afgørelse om forbud mod opdeling af lejlighed

Københavns Kommune udstedte den 19. juli 2017 et forbud mod opdeling af en lejlighed på ejendommen [adresse1]. Forbuddet blev nedlagt i medfør af Planloven § 12, stk. 3.

Klagen til Planklagenævnet

Lejlighedens ejer klagede den 15. september 2017 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren anførte, at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen, da der fortsat etableres lejligheder under 65 m² andre steder i kommunen. Klageren gjorde desuden gældende, at de to lejligheder, der ønskes opdelt, altid har været indrettet som separate enheder med to indgangsdøre og to separate køkkener, og at de hver især er på 52 m².

Ejendommen og Kommuneplanen

Ejendommen er beliggende på [adresse2] og er ikke omfattet af en lokalplan, men af Kommuneplan 2015 for Københavns Kommune. Ifølge kommuneplanens afsnit 3.2.1.1 skal nye boliger være mindst 95 m² bruttoetageareal i gennemsnit, og ingen boliger, herunder dem der fremkommer ved opdeling, må være mindre end 65 m² bruttoetageareal. Kommuneplanen indeholder dog undtagelsesbestemmelser, som kan fravige disse krav under særlige omstændigheder.

Kommunens Begrundelse

Københavns Kommune begrundede sit forbud med, at ansøgningen ikke opfyldte kommuneplanens bestemmelser om boligstørrelse, specifikt kravet om, at ingen boliger må være mindre end 65 m². Kommunen oplyste i sine bemærkninger til klagen, at hensynet bag kommuneplanens bestemmelser er at sikre boligernes funktionalitet og tilgodese borgernes behov for forskellige boligformer. Kommunen afviste desuden, at lighedsgrundsætningen fandt anvendelse, da klagerens sammenligningsgrundlag var et byudviklingsområde med særlige regler for boligstørrelse.

Planklagenævnet ophævede Københavns Kommunes afgørelse af 19. juli 2017 om forbud mod opdeling af en lejlighed. Afgørelsen blev ophævet, da kommunens begrundelse blev fundet mangelfuld.

Planklagenævnets Kompetence og Prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette inkluderer spørgsmål om kommunens hjemmel til at træffe afgørelse efter Planloven § 12, stk. 3 og overholdelse af forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen.

Forbud efter Planlovens § 12, stk. 3

Kommunalbestyrelsen kan modsætte sig opførelse eller ændret anvendelse af bebyggelse, hvis det strider mod kommuneplanens rammedel, jf. Planloven § 12, stk. 3. Et sådant forbud kan dog ikke nedlægges i forhold til allerede eksisterende lovlige forhold, men kun i forhold til nyt byggeri eller ny anvendelse i planmæssig forstand.

Mangelfuld Begrundelse

En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre parten får fuldt medhold, jf. Forvaltningsloven § 22. Begrundelsen skal henvise til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og om fornødent redegøre for de faktiske omstændigheder, der har haft væsentlig betydning for afgørelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Kommunens begrundelse henviste alene til kommuneplanens krav om minimumsstørrelse på 65 m² og Planloven § 12, stk. 3. Den indeholdt ikke en redegørelse for, hvilke hovedhensyn der var bestemmende for vurderingen, og den forholdt sig ikke til oplysningerne om lejlighedernes nuværende indretning. Det fremgik således ikke, om kommunen havde vurderet, hvorvidt der var tale om eksisterende lovlige forhold eller en ændret anvendelse.

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke havde foretaget den fornødne vurdering, eller at denne i hvert fald ikke var kommet til udtryk i afgørelsen. Dette udgjorde en væsentlig retlig mangel ved afgørelsen, som medførte dens ugyldighed. Nævnet tog ikke stilling til de øvrige klagepunkter, da afgørelsen allerede blev ophævet på grund af den manglende begrundelse.

Bemærkninger til Eventuel Ny Behandling

Planklagenævnet bemærkede, at en eventuel ny behandling af sagen skal ske i overensstemmelse med følgende:

• Kommunen skal vurdere, om der er tale om en ændring af forholdene, eller om lejlighederne altid har været opdelt. Hvis der ikke er tale om en ændring, kan der ikke nedlægges forbud efter Planloven § 12, stk. 3.
• Hvis der er tale om en ændring, skal kommunen overveje, om opdelingen af en beboelseslejlighed i to beboelseslejligheder kan betragtes som en ændret anvendelse i planmæssig forstand, og om der dermed overhovedet kan nedlægges forbud efter Planloven § 12, stk. 3.
• Såfremt kommunen finder, at et forbud skal nedlægges, skal begrundelsen anføres i overensstemmelse med Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.