Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørelse af udvendige ombygninger i Frederiksberg Kommune

Frederiksberg Kommune afslog den 29. november 2017 en ansøgning om retlig lovliggørelse af udvendige ombygninger og forandringer på en ejendom. Afslaget var begrundet i, at ændringerne var i strid med en servitut af 10. november 1928.

Kommunens afgørelse

Kommunen henviste til servituttens § 2, som fastslår, at "Bebyggelsen er underkastet det tekniske udvalgs censur. Bygningernes karakter af lav rækkebebyggelse til beboelse må ikke forandres, ej heller må taget og facaderne forandres, hvidtes, farves eller males." Kommunen fortolkede dette som et forbud mod ændringer af tag og facader uden kommunal godkendelse og ønskede ikke at tillade de ansøgte ændringer. Kommunen angav dog ikke en specifik hjemmel for sin afgørelse.

Klagerens anbringender

Ansøgeren klagede til Planklagenævnet den 29. december 2017. Klagen fokuserede på følgende punkter:

• Servituttens gyldighed: Klageren anførte, at servitutten, som er 90 år gammel, ikke længere burde være gyldig, da dens formål nu varetages af byggelovgivningen.
• Lighedsgrundsætningen: Klageren mente, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen.
• Bygningsreglementet: Klageren gjorde gældende, at ændringerne af tagkvistene ikke var væsentlige i forhold til bygningsreglementet og derfor ikke ansøgningspligtige.
• Skorstene: Klageren var uenig i kommunens vurdering af skorstenenes karakteristiske betydning og påpegede, at mange skorstene i kvarteret er fjernet eller udskiftet.
• Tagvinduer: Klageren anførte, at tagvinduerne var monteret harmonisk og i samme afstand til kip, og at deres størrelse var afpasset de omkringliggende huse. Fotos blev fremsendt som dokumentation for, at vinduer i området generelt ikke var monteret harmonisk.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet fastslog, at det kun kan behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette indebærer en vurdering af, om kommunen har haft hjemmel i planloven til at træffe afgørelsen. Nævnet har derimod ikke kompetence til at vurdere hensigtsmæssigheden af afgørelsen, herunder spørgsmål om skorstenenes karakter eller tagvinduernes harmoniske udtryk.

Vurdering af kommunens afgørelse

Kommuner kan administrere privatretlige servitutter i henhold til Planloven § 43. Denne bestemmelse giver kommunen mulighed for at håndhæve servitutbestemmelser om forhold, der kan indgå i en lokalplan, via påbud eller forbud. Dette gælder også ældre servitutter, uanset om forholdet også reguleres af byggelovgivningen. Kommunen har valgfrihed til at anvende Planloven § 43 til offentligretlig håndhævelse eller at søge servitutten håndhævet civilretligt via søgsmål, hvis den har påtaleret.

Det er afgørende, at en kommunes afgørelse klart angiver, om den er truffet efter Planloven § 43, da der er væsentlig forskel på retsvirkningerne af offentligretlig og civilretlig håndhævelse. En begrundelse for en afgørelse skal desuden indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1.

Afgørelse

Da Frederiksberg Kommunes afgørelse af 29. november 2017 ikke indeholdt en klar angivelse af hjemlen for afgørelsen – og dermed ikke opfyldte forvaltningslovens mindstekrav til en begrundelse – ophævede Planklagenævnet afgørelsen som ugyldig. Hvis kommunen fortsat ønsker at modsætte sig de ansøgte ændringer, skal den træffe en ny afgørelse, der klart angiver, om den ønsker at håndhæve servitutbestemmelsen efter Planloven § 43.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.