Planklagenævnets afvisning af klage over Hjørring Kommunes beslutning om ikke at håndhæve privatretlig servitut

Hjørring Kommune traf den 11. august 2017 en beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitutbestemmelse vedrørende byggehøjde på ejendommen [adresse1], Tversted. Denne beslutning blev truffet i forbindelse med udstedelsen af en byggetilladelse til opførelse af et sommerhus på ejendommen.

Servituttens indhold

En tinglyst servitut fra 1972 på den omhandlende ejendom indeholder i § 4.4 en bestemmelse om, at bygninger ikke må opføres med mere end én etage eller gives en større højde end 2,5 meter fra en af bygningsmyndigheden fastsat terrænhøjde til overkant tagskæg. Kommunen valgte specifikt ikke at håndhæve denne højdebegrænsning.

Klagen til Planklagenævnet

[forening1] klagede den 5. september 2017 til Planklagenævnet over kommunens beslutning. Grundejerforeningen gjorde gældende, at kommunen burde håndhæve servituttens § 4.4, da servitutten er gældende for området Paradisdalen.

Kommunens beføjelser

En kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planlovens § 43. Denne bestemmelse giver kommunen beføjelse til ved påbud eller forbud at sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen over Hjørring Kommunes beslutning om ikke at håndhæve den privatretlige servitut. Nævnets afgørelse var baseret på en vurdering af dets kompetence og kommunens beføjelser.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Det er en forudsætning for nævnets behandling af en klage, at kommunen har truffet en afgørelse, der falder ind under planloven.

Kommunens skønsbeføjelse

Det er op til kommunens egen beslutning, om den ønsker at bringe Planlovens § 43 i anvendelse for at håndhæve privatretlige servitutter. En kommunes beslutning om ikke at ville anvende denne bestemmelse – uanset om det skyldes et ønske om ikke at håndhæve servitutten, eller at kommunen ikke har fundet, at servitutbestemmelsen er overtrådt – betragtes ikke som en afgørelse efter planloven.

Afgørelsens konsekvens

Da Hjørring Kommune i dette tilfælde besluttede ikke at håndhæve den tinglyste servituts bestemmelser og dermed ikke traf en afgørelse efter planloven, kunne Planklagenævnet ikke behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Endelighed og klagefrist

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.