Tilbygning anset for dobbelthus i strid med lokalplan, og bestemmelse om placering fundet ugyldig

Sagen omhandler en klage over Københavns Kommunes tilladelse og dispensation til en tilbygning på en ejendom omfattet af lokalplan nr. 267, Ryvangskvarteret II. Kommunen havde givet byggetilladelse til en tilbygning, der skulle rumme to nye lejligheder, samt dispensation fra lokalplanens bestemmelser om bebyggelsesprocent og materialevalg. Kommunen vurderede desuden, at tilbygningen var i overensstemmelse med lokalplanens krav om, at bebyggelse skal være fritliggende, og gav en særskilt tilladelse til placeringen på grunden.

Klagen

En nabo klagede over afgørelsen med henvisning til, at:

• Tilbygningen er i strid med lokalplanens § 5, stk. 5, da den samlede bebyggelse ikke vil være "fritliggende", men derimod vil fremstå som et dobbelthus eller rækkehus.
• Kommunens tilladelse til placeringen efter § 5, stk. 6, strider mod lokalplanens principper om at bevare kvarterets karakter.
• Den nye bygning vil skabe en høj facade tæt på skellet til klagerens ejendom.

Kommunens argumentation

Københavns Kommune fastholdt, at byggeriet var en tilbygning til et eksisterende fritliggende hus. Kommunen argumenterede for, at da de nye lejligheder i tilbygningen havde vandret skel, var der ikke tale om et dobbelthus. Med hensyn til placeringen vurderede kommunen, at den var i overensstemmelse med bebyggelsesmønstret i området.

Planklagenævnet traf en afgørelse, der delvist ophævede Københavns Kommunes afgørelse. Nævnet behandlede kun de dele af afgørelsen, der var påklaget.

Ugyldig lokalplanbestemmelse om placering

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens § 5, stk. 6, som kræver, at bebyggelsens placering skal godkendes efter kommunens skøn, er ugyldig. En lokalplan kan ikke udskyde afgørelsen af planlægningsmæssige spørgsmål til en senere, konkret tilladelse. Regler for placering skal være fastsat præcist i selve lokalplanen, f.eks. via byggefelter. Derfor blev kommunens tilladelse givet efter denne bestemmelse ophævet, da den manglede retsgrundlag.

Bebyggelsens udformning kræver dispensation

Nævnet var uenig i kommunens vurdering af lokalplanens § 5, stk. 5. Planklagenævnet fandt, at den samlede bebyggelse efter opførelsen af tilbygningen ville fremstå som et dobbelthus, rækkehus eller lignende. Nævnet lagde vægt på bebyggelsens samlede udtryk, herunder at den ville fremstå som to huse forbundet af en smallere bygning, og at der ville være tre synlige hovedindgange. At lejlighederne havde vandret skel, ændrede ikke ved bebyggelsens ydre fremtræden.

Da byggeriet er i strid med § 5, stk. 5, kræver det en dispensation i henhold til Planloven § 19, stk. 1. Kommunens afgørelse blev derfor ophævet på dette punkt og hjemvist til fornyet behandling. Kommunen skal nu vurdere, om der kan og skal meddeles dispensation fra bestemmelsen.

Opretholdte dele af afgørelsen

De dele af kommunens afgørelse, der vedrørte dispensation fra lokalplanens § 5, stk. 2 (bebyggelsesprocent) og § 6, stk. 1 (materialevalg), blev ikke påklaget og gjaldt derfor fortsat.