Dispensation fra lokalplan til tagpap i stedet for tegl var ikke i strid med planens principper

Sagen omhandler en afgørelse fra Helsingør Kommune, der den 9. august 2016 meddelte dispensation fra lokalplan nr. 1.65. Dispensationen tillod udskiftning af et tegltag med tagpap på en kommunal institutionsejendom på [adresse1].

Baggrund for dispensationen

Baggrunden for ansøgningen var, at teglstenene på ejendommen var begyndt at forvitre på grund af tagets lave hældning på cirka 12 grader, hvilket er utilstrækkeligt for tegl, der kræver mindst 25 grader. Dette skabte risiko for fugtindtrængning. Kommunen vurderede, at tagpap var en teknisk nødvendig løsning.

Klagen

En lokal forening klagede over afgørelsen med henvisning til, at udskiftningen var i strid med lokalplanens § 6, stk. 1, som foreskriver tegltag. Klageren anførte desuden, at der ikke var foretaget nabohøring, at ændringen var så væsentlig, at den krævede en ny lokalplan, og at der ikke blev taget hensyn til områdets arkitektoniske kvaliteter.

Planklagenævnet stadfæstede Helsingør Kommunes afgørelse og gav ikke klageren medhold. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var lovlig.

Vurdering af naboorientering

Kommunen undlod at foretage naboorientering med henvisning til, at byggeriet ikke ville berøre naboerne væsentligt. Efter Planlovens § 20, stk. 2, nr. 1 kan orientering undlades, hvis den skønnes at være af underordnet betydning. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering på dette punkt.

Dispensation fra lokalplanens bestemmelser

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, så længe det ikke strider mod planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Principperne i en lokalplan er typisk formåls- og anvendelsesbestemmelser. Detaljerede bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden, som f.eks. materialevalg til tag, anses som udgangspunkt ikke for at være en del af planens principper.

Planklagenævnet vurderede, at bestemmelsen om tagmateriale i lokalplanens § 6, stk. 1, ikke udgjorde et af planens principper. Hverken formålsbestemmelsen eller bestemmelsens karakter gav grundlag for at anse den som en principiel bestemmelse. Derfor var kommunen berettiget til at meddele dispensation. Nævnet kunne ikke tage stilling til dispensationens rimelighed eller de arkitektoniske hensyn, da dette er en del af kommunens skøn.