Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 94 vedrørende byggelinjer på en ejendom i Nyborg

Sagen omhandler Nyborg Kommunes afslag på en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 94 til opførelse af en karnap, der ville overskride en 5 meter byggelinje på ejendommen [adresse1]. Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, som pr. 1. februar 2017 overførte sagen til Planklagenævnet i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 94 for et sommerhus- og strandområde ved Østerøvej. Lokalplanens formål er at fastlægge områdets anvendelse til sommerhus- og offentligt strandareal, regulere bebyggelse og hegning, bevare sommerhusområdets karakter og sikre offentlig adgang til stranden. Af lokalplanens § 7.7 fremgår det, at bebyggelse skal holdes mindst 5,00 meter fra skel mod strandareal og sydligt skel for at bevare udsigtslinjerne til Storebælt for den bagvedliggende bebyggelse.

Ansøgning og nabohøring

Klageren ansøgte den 1. oktober 2016 om tilladelse til at opføre en karnap på 2,5 m2 for at udvide et værelse og give plads til en dobbeltseng. Tilbygningen ville medføre en afstand på 4,29 meter til det sydlige skel, hvilket er en overskridelse af byggelinjen. Samtidig ønskede klageren at etablere en bruseniche i gæstebadeværelset.

Nyborg Kommune foretog naboorientering den 15. december 2016 i henhold til Planloven § 20. Kommunen modtog indsigelser fra to naboer:

• En nabo ønskede at fastholde lokalplanens byggelinjer for at sikre udsigtskiler over Storebælt, da udsigten fra deres 1. sal allerede var reduceret af en tidligere tilbygning på klagerens ejendom i 2015.
• En anden nabo mente, at en overskridelse af byggelinjen ville skæmme udtrykket af deres sommerhus fra stranden og få det til at virke indeklemt.

Kommunens afslag

Den 11. januar 2017 meddelte Nyborg Kommune afslag på dispensationen. Kommunen begrundede afslaget med, at den ikke ønskede at afvige fra lokalplanens bestemmelser om byggelinjer, da formålet var at sikre udsigtslinjerne til Storebælt. Kommunen henviste desuden til, at lokalplanen er fra 1998, og at der ikke tidligere er meddelt dispensation fra byggelinjerne. En dispensation ville ifølge kommunen skabe en uheldig præcedensvirkning for hele området.

Klagerens argumenter og kommunens bemærkninger

Klageren anførte i sin klage, at der var tale om en meget beskeden tilbygning og overskridelse, hvoraf 35 cm ville ligge under husets tag. Klageren mente ikke, at den minimale tilbygning ville forstyrre naboens udsigt, og at afstanden til den anden nabo var den største i området, med fortsat rigelig plads til parkering. Klageren bestred kommunens begrundelse om manglende tidligere dispensationer og henviste til en tidligere dispensation for en 35 m2 tilbygning på en anden af klagerens ejendomme ([adresse2]), som også lå i 1. række til Storebælt og var omfattet af en anden lokalplan (nr. 209).

Nyborg Kommune bemærkede i sine kommentarer til klagen, at en tidligere byggesag fra 2015 på ejendommen viste, at der allerede var plads til to enkeltsenge i rummet, og at klageren ønskede at inddrage en del af værelset til en brusekabine, hvilket ville fjerne pladsen til to senge. Kommunen fremhævede, at der allerede var et værelse med dobbeltseng i sommerhuset, og at der derfor ikke var en særlig grund til at fravige lokalplanen. Kommunen fastholdt, at en dispensation ville skabe en uheldig præcedens. Vedrørende klagerens anden ejendom anførte kommunen, at den var beliggende i et andet lokalplanområde, og at afgørelserne derfor ikke var sammenlignelige.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Nyborg Kommunes afslag på dispensation til overskridelse af lokalplanens byggelinjer. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan prøve retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter, hvorvidt kommunen har overholdt almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen, og om kommunens skønsmæssige vurdering er baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet kan dog ikke tage stilling til, om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, da dette er en skønsmæssig afgørelse.

Dispensation fra lokalplan

Lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne i henhold til Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver, at kommunen kan og vil dispensere. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper eller tidsbegrænses, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Lighedsgrundsætningen

Kommunen skal overholde lighedsgrundsætningen, hvilket indebærer, at sammenlignelige sager som udgangspunkt skal have samme resultat. Planklagenævnet fandt, at klagerens anden ejendom på [adresse2] ikke var omfattet af den samme lokalplan som sommerhuset på Østerøvej. Forholdene og reguleringen af de to ejendomme var derfor forskellige, og kommunens forskellige afgørelser var ikke i strid med lighedsgrundsætningen.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Planklagenævnet vurderede, at Nyborg Kommune havde truffet afgørelsen på et sagligt og planlægningsmæssigt relevant grundlag. Lokalplan nr. 94, § 7.7, angiver direkte, at byggelinjerne er indført for at bevare udsigtslinjerne til Storebælt for den bagvedliggende bebyggelse. Dette er et sagligt hensyn. Det blev også anset for sagligt, at kommunen lagde vægt på, at en dispensation kunne føre til, at andre ejendomsejere i lokalplanområdet efterfølgende ville kunne kræve dispensation med henvisning til lighedsgrundsætningen.

Afgørelse

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.