Klage over Kerteminde Kommunes afgørelse om tilladelse til havemur

Kerteminde Kommune traf den 9. november 2016 afgørelse om, at en havemur på ejendommen [adresse1], [matrikel1] Kerteminde Bygrunde, var i overensstemmelse med lokalplan nr. 218, Ved Stranden, et boligområde ved Marinaen. Denne afgørelse blev påklaget af en række grundejere i området den 19. november 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet, og sagen blev pr. 1. februar 2017 overført til Planklagenævnet.

Klagepunkter

Klagerne gjorde gældende, at havemuren var i strid med lokalplanens § 7, stk. 1, og § 7, stk. 4, om ubebyggede arealer. Deres primære argument var, at lokalplanen alene tillader levende hegn i form af hæk i denne del af lokalplanområdet, og at en lokalplan ikke kan fortolkes således, at det, der ikke er nævnt, er tilladt. Klagerne henviste desuden til:

• En tidligere afgørelse fra 2001, hvor kommunen meddelte afslag på en tilsvarende havemur på samme ejendom med hjemmel i den dagældende lokalplan nr. 60, som indeholdt en lignende bestemmelse om grønt helhedspræg.
• To tinglyste servitutter fra 1996, der foreskriver, at alene levende hegn i form af sargantæblehæk er tilladt.
• Naturklagenævnets afgørelse af 15. maj 2007, der definerede levende hegn.

Kommunens bemærkninger

Kerteminde Kommune fastholdt sin afgørelse og anførte, at begrebet "grønt helhedspræg" i lokalplanens § 7, stk. 1, var for upræcist til at danne grundlag for at stille krav. Vedrørende lokalplanens § 7, stk. 4, vurderede kommunen, at bestemmelsen kun informerer om, hvordan en hæk skal placeres, hvis man vælger at etablere en, og at der er tale om hegnsret, ikke hegnspligt. Kommunen afviste desuden at være bundet af den tidligere sag fra 2001, da der ikke var tale om sammenlignelige forhold, og at havemuren skulle vurderes efter den gældende lokalplan nr. 218. Endelig fandt kommunen, at Naturklagenævnets afgørelse fra 2007 ikke var sammenlignelig, da den omhandlede et rio-net med slyngplanter, og den aktuelle lokalplan ikke stillede krav til eventuelle levende hegn.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Kerteminde Kommunes afgørelse om tilladelse til havemur. Nævnet stadfæstede dermed kommunens afgørelse.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet fastslog, at en kommunes beslutning om ikke at håndhæve privatretlige servitutter efter Planloven § 43 ikke er en afgørelse efter planloven og derfor ikke kan påklages til Planklagenævnet. Klageren måtte i stedet anlægge et civilretligt søgsmål ved domstolene for at få efterprøvet, hvorvidt havemuren var i strid med tinglyste servitutter.

Fortolkning af lokalplanen

Nævnet vurderede, at bestemmelser i en lokalplan skal være klart og præcist formuleret for at kunne håndhæves som bindende. Ifølge Planloven § 18 er nye forhold, der er i overensstemmelse med lokalplanen, eller som ikke er reguleret af lokalplanen, umiddelbart tilladte.

• Lokalplanens § 7, stk. 1 (grønt helhedspræg): Planklagenævnet fandt, at formuleringen "grønt helhedspræg" var for upræcis til at fastslå, hvornår en havemur var i strid med lokalplanen. Derfor blev havemuren ikke anset for at være i strid med denne bestemmelse.
• Lokalplanens § 7, stk. 4 (hække): Nævnet fastslog, at denne bestemmelse kun regulerer placeringen af hække, hvis man vælger at etablere dem, og ikke forbyder opførelse af havemure. Da havemure ikke er reguleret af lokalplanen, er det umiddelbart tilladt at opføre den ansøgte havemur i henhold til Planloven § 18.

Planklagenævnet fandt på baggrund af ovenstående ikke anledning til at tage stilling til de øvrige klagepunkter om ond tro, kommunens binding af tidligere sager eller betydningen af Naturklagenævnets afgørelse fra 2007.

Afgørelsens endelighed

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen blev stadfæstet ved Odense Rets dom af 4. juni 2019.