Natur- og Miljøklagenævnets afvisning af realitetsbehandling vedrørende Rudersdal Kommunes håndhævelse af deklarationsbestemmelser

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Rudersdal Kommunes beslutning om ikke længere at håndhæve deklarationsbestemmelser vedrørende bevaringsværdig beplantning. Disse bestemmelser var tinglyst i to deklarationer fra henholdsvis den 10. juli 1986 og den 25. august 1994.

Baggrund for sagen

Den 8. juni 2016 traf Rudersdal Kommune beslutning om at ophøre med at håndhæve § 6, stk. 2, 2. pkt., i de to nævnte deklarationer. Kommunen meddelte samtidig tre henstillinger til en lokal forening, som ønskedes iagttaget i forbindelse med en vedtaget strategiplan. Beslutningen blev kommunikeret til de syv berørte grundejere.

Kommunen præciserede i sin meddelelse, at der ikke var tale om en afgørelse efter Planloven § 43, og brevet indeholdt derfor ingen klagevejledning.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

Omboende indgav den 27. juni 2016 en klage via Klageportalen over kommunens beslutning. Klagerne anførte primært, at den vedtagne strategiplan ikke levede op til de vilkår, kommunen havde stillet gennem et længere dialogforløb, og at der manglede en ligeværdig dialog mellem kommunen og de berørte parter.

Kommunens bemærkninger

Den 4. juli 2016 afgav Rudersdal Kommune sine bemærkninger til klagen, hvori kommunen blandt andet anførte, at der var svaret på klagernes henvendelser.

Natur- og Miljøklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Rudersdal Kommunes beslutning.

Nævnets begrundelse

Nævnet henviste til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som fastslår, at der kun kan klages over retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. En kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planloven § 43, som giver kommunen beføjelse til at sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, der kan optages i en lokalplan.

Nævnet fastslog, at det er op til kommunens egen beslutning, om den ønsker at bringe Planloven § 43 i anvendelse. En kommunes beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut – uanset om det skyldes et manglende ønske om håndhævelse eller en vurdering af, at servitutten ikke er overtrådt – betragtes ikke som en afgørelse efter planloven. Derfor kan en sådan beslutning ikke påklages til og efterprøves af Natur- og Miljøklagenævnet.

Konklusion

Da Rudersdal Kommune havde valgt ikke at håndhæve servitutten, var der ikke truffet en afgørelse efter planloven, som kunne indbringes for nævnet. Eventuelle spørgsmål om kommunens privatretlige forpligtelse til at udøve sin påtaleret i forhold til de servitutberettigede skal afklares gennem et privatretligt søgsmål ved domstolene.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planloven § 62. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.