Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om for sen klage over Lolland Kommunes dispensation til ændret forløb af levende hegn og sti

Sagen omhandler en klage fra Danmarks Naturfredningsforening Lolland (herefter klager) over Lolland Kommunes afgørelse af 27. april 2015. Kommunen havde meddelt dispensation fra gældende lokalplan til ændret forløb af levende hegn samt sti i forbindelse med opstilling af et solcelleanlæg på ejendommene [matrikel1], [matrikel2], Horslunde By, samt [matrikel3], Utterslev By.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at kommunens vurdering af ændringerne som uvæsentlige burde omgøres. Dette skyldtes, at en tredjedel af solcellerne ikke blev opført, over halvdelen af den fastlagte randbeplantning blev fjernet, og en offentlig sti blev nedlagt uden begrundelse og høring. Klager fremhævede desuden, at solcelleanlægget var opført for tæt på landevejen, hvilket umuliggjorde randbeplantning, og at den offentlige sti var nedlagt i strid med lokalplanens bestemmelser og uden offentlig høring. Randbeplantning var ifølge klager afgørende for anlæggets indpasning i landskabet, og klager havde tidligere afgivet høringssvar herom, som angiveligt var indarbejdet i lokalplanen. Endvidere blev der anført refleksgener fra anlægget, der påvirkede en nærliggende bolig, og det blev kritiseret, at dispensationen tillod undladelse af skærmende beplantning på nordsiden ud mod det åbne land, blot fordi det var opstillerens egne landbrugsarealer.

Lolland Kommunes udtalelse

Lolland Kommune oplyste, at dispensationen var meddelt, da det ansøgte blev vurderet til at være af underordnet betydning for naboer og andre brugere, hvorfor der ikke var foretaget naboorientering i henhold til Planlovens § 20, stk. 2. Kommunen forklarede, at en lokalplan ikke medfører handlepligt, og at det aldrig havde været planen at etablere beplantning rundt om hvert enkelt solcelleanlæg, men derimod rundt om ydersiden af anlæggene. Da der var eksisterende beplantning på flere strækninger, og fokus var på skærmende beplantning mod nabobeboelser, blev der søgt dispensation for at undlade beplantning hele vejen rundt. Kommunen fastholdt, at den offentlige sti ikke var nedlagt, men forlagt, og at den nye sti langs åen udgjorde en rekreativ forbedring. Klagen over refleksgener blev anset for irrelevant i forhold til den konkrete klage over dispensationen.

Klagerens kommentarer til kommunens udtalelse

Klager kommenterede kommunens udtalelse ved at anføre, at kommunen fordrejede sandheden om beplantningsplanen, idet dispensationen blev givet længe efter lokalplanens vedtagelse og aldrig var offentligt bekendtgjort. Klager fik først kendskab til den efter et møde med kommunens direktør. Klager påpegede, at der kun var få steder med eksisterende beplantning, og at meget blev skåret ned. Stiens forlægning blev anset for ordkløveri, da den flyttede stien markant væk fra landsbyen til et område med eksisterende adgang, og at nedlæggelsen alene skete af hensyn til solcelleejerens driftsøkonomi. Klager mente, at motivet for dispensationen var at undgå udgifter til skærmende beplantning og at øge antallet af solceller ved at placere dem for tæt på vejen.

Natur- og Miljøklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Lolland Kommunes afgørelse om dispensation fra lokalplanen.

Nævnets vurdering af klagefristen

Nævnet traf afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Klagefristen for en kommunes afgørelse efter planloven er 4 uger, jf. Planlovens § 60, stk. 1. Ifølge denne bestemmelse regnes fristen fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt eller offentligt bekendtgjort. Hvis afgørelsen ikke meddeles eller offentliggøres, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen.

Konklusion om klagefristens overholdelse

Da Lolland Kommune havde vurderet, at dispensationen var af underordnet betydning og derfor ikke foretog naboorientering eller offentlig bekendtgørelse, lagde Natur- og Miljøklagenævnet til grund, at dispensationen kun var meddelt ansøgeren. Klagefristen skulle derfor beregnes fra det tidspunkt, hvor klageren fik kendskab til afgørelsen. Det blev oplyst, at klageren fik kendskab til dispensationen på et møde med kommunen den 7. april 2016. Klagefristen udløb derfor 4 uger herefter, den 5. maj 2016. Klagen blev imidlertid indgivet til Natur- og Miljøklagenævnet den 7. juni 2016, hvilket var efter klagefristens udløb. Nævnet fastholder en restriktiv praksis med hensyn til klagefrister, især i sager med modstående interesser, og afviser normalt klager indgivet efter fristens udløb, selv ved kort overskridelse.

Afgørelse

På baggrund af den overskredne klagefrist afviste Natur- og Miljøklagenævnet at realitetsbehandle klagen over Lolland Kommunes afgørelse af 27. april 2015. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17.