Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om påbud om nedrivning af servitutstridigt plankeværk

Sagen omhandler en klage over Helsingør Kommunes påbud om nedrivning af et plankeværk på ejendommen [matrikel1], beliggende på [adresse1]. Klagen blev indgivet til Natur- og Miljøklagenævnet af ejeren af ejendommen den 15. marts 2016.

Ejendommen er omfattet af en privatretlig servitut, tinglyst den 17. december 1997, med tilføjelser fra 7. august 2006. Servituttens punkt 7 om hegn og beplantning fastslår, at hegn skal være ensartede som beskrevet på beplantningsplanen, og at faste hegn ikke er tilladt. Tilføjelsen fra 2006 specificerer to valgmuligheder for hegn (slyngplanter eller bøg/liguster) og en maksimal højde på 180 cm.

Baggrund for påbuddet

I september 2014 modtog Helsingør Kommune en klage fra naboer over plankeværket, som de mente var over 1,80 cm højt og i strid med deklarationen. Forud for dette havde naboerne klaget til Hegnsynet, som i sin kendelse af 17. december 2013 fastslog, at hegnet var i strid med deklarationen. Hegnsynet bemærkede dog også, at flere lignende hegn var opført i området i strid med deklarationen, og afgjorde derfor, at der skulle ses bort fra deklarationsbestemmelsen, da hegnet var opført i god tro.

Kommunens sagsbehandling

Helsingør Kommune sendte varsel om påbud om nedrivning af hegnet den 19. november 2014. Sagen blev sat i bero, mens grundejerforeningen overvejede at revidere deklarationen. Den 3. december 2015 sendte kommunen et nyt varsel om påbud, med frist til 1. marts 2016. Kommunen begrundede påbuddet med hensynet til den samlede bebyggelses udseende og helhed samt ønsket om at fastholde en ensartet bebyggelse. Den 17. februar 2016 udstedte kommunen det endelige påbud om nedrivning, med henvisning til Planloven § 43 og deklarationen. Kommunen afviste klagers forslag om en reduceret udgave af hegnet og bemærkede, at afgørelsen ikke kunne påklages til overordnet myndighed, men at der kunne anlægges civilt søgsmål.

Klagerens anbringender

Klager gjorde gældende, at plankeværket er af beskeden størrelse, matcher husets design, og ikke er til gene for naboer eller offentligheden. Klager anførte desuden, at kommunen ikke havde givet en saglig redegørelse for generne, og at kommunen havde tilsidesat lighedsprincippet ved kun at håndhæve servitutten over for klager og ikke over for andre overtrædelser i området. Klager henviste til Hegnsynets kendelse, der bekræftede eksistensen af andre lignende hegn i strid med deklarationen. Klager oplyste desuden, at hegnet var blevet forkortet og sænket, og at grundejerforeningen havde stemt for, at hegnet kunne bestå.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) traf afgørelse i sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som alene giver mulighed for at klage over retlige spørgsmål. NMK's afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.

Kommunens hjemmel til håndhævelse

NMK fastslog, at en kommune kan anvende Planloven § 43 til at sikre overholdelse af privatretlige servitutter om forhold, der kan optages i en lokalplan, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 10. Servitutbestemmelsen om hegn i denne sag er klart og præcist formuleret, idet den forbyder faste hegn. Det blev anerkendt, at klagers plankeværk var i strid med servitutten, uanset højde, da det var et fast hegn. Der var således hjemmel i servitutten – og dermed i planlovens § 43 – til at meddele påbud om fjernelse af det faste hegn.

Lighedsgrundsætningen og kommunens sagsbehandling

NMK understregede, at kommunens beslutning om at håndhæve servitutten skal træffes på et fuldt og korrekt oplyst grundlag og i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen. Lighedsgrundsætningen indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat, og at usaglig forskelsbehandling ikke må finde sted.

Klager havde henvist til, og Hegnsynets kendelse af 17. december 2013 bekræftede, at der fandtes flere lignende faste hegn i området, som stred mod servitutbestemmelsen. Kommunen havde ikke forholdt sig indgående til disse oplysninger i sin sagsbehandling og havde ikke inddraget Hegnsynets afgørelse. Kommunen havde heller ikke besluttet at skærpe sin praksis i sager om faste hegn i strid med servitutten.

NMK fandt derfor, at kommunens håndhævelse af servitutten i den aktuelle sag ikke var sket på grundlag af en fornøden undersøgelse af, om håndhævelsen ville være udtryk for vilkårlig forskelsbehandling. Kommunen var forpligtet til at inddrage oplysningerne fra Hegnsynets afgørelse om lignende hegn i området, herunder vurdere, om der var tale om sammenlignelige forhold og hvilken betydning det i givet fald havde for den konkrete sag.

Afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet ophævede Helsingør Kommunes afgørelse af 17. februar 2016 om påbud om nedrivning af servitutstridigt plankeværk på ejendommen [matrikel1] og hjemviste sagen til fornyet behandling.