Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om for sen klage over Halsnæs Kommunes dispensation fra bebyggelsesprocent

Sagen omhandler en klage fra Grundejerforeningen (klager) over Halsnæs Kommunes afgørelse af 17. november 2014. Afgørelsen gav dispensation fra bebyggelsesprocenten for sommerhuse på ejendommene beliggende henholdsvis [adresse1] og [adresse2]. Klager gjorde gældende, at den øgede bebyggelsesprocent ville medføre en fortætning/intensivering af sommerhusområdet i strid med lokalplanen. Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4.

Klagerens argument for rettidighed

Klager anførte, at klagen var indgivet rettidigt, da foreningen ikke var blevet naboorienteret efter Planlovens § 20. Klager oplyste, at de først blev gjort opmærksomme på klageadgangen via en mail fra Halsnæs Kommune den 17. september 2015, hvor de blev henvist til Statsforvaltningen. Efter Statsforvaltningens svar den 22. marts 2016, hvor de blev henvist til Natur- og Miljøklagenævnet, indgav klager klagen via Klageportalen den 3. april 2016.

Kommunens bemærkninger

Halsnæs Kommune fastholdt sin afgørelse af 17. november 2014. Kommunen oplyste, at afgørelsen var sendt til de nærmeste naboer, herunder den daværende formand for Grundejerforeningen, den 17. november 2014. Den nuværende formand havde ikke modtaget afgørelsen, da han ikke var tilstødende nabo og ikke var formand på daværende tidspunkt. Kommunen bemærkede desuden, at klagerens første henvendelse af 20. august 2015 ikke var behandlet som en afgørelsessag, men som en generel henvendelse til borgmesteren.

Natur- og Miljøklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Halsnæs Kommunes afgørelse af 17. november 2014 om dispensation fra bebyggelsesprocenten. Afgørelsen står dermed ved magt.

Vurdering af klagefristen

Nævnet lagde til grund, at dispensationen af 17. november 2014 ikke var meddelt direkte til klager. Klagefristen skulle derfor beregnes i henhold til Planlovens § 60, stk. 1, 3. punktum, hvilket betyder, at fristen på 4 uger regnes fra det tidspunkt, hvor klager fik kendskab til afgørelsen. Efter praksis regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klager har eller burde have fået kendskab til afgørelsen.

Klager henvendte sig til Halsnæs Kommune den 20. august 2015, hvilket indikerer, at klager senest på dette tidspunkt var bekendt med afgørelsen. Klagefristen udløb derfor 4 uger herefter, den 17. september 2015. Da klagen først blev indgivet til Natur- og Miljøklagenævnet den 3. april 2016, var den indgivet efter udløbet af klagefristen.

Nævnets konklusion

Natur- og Miljøklagenævnets praksis vedrørende klagefrister er restriktiv, især i sager med modstående interesser. Nævnet fandt ikke, at der i denne sag forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at nævnet så bort fra overskridelsen af klagefristen. På den baggrund afviste nævnet at realitetsbehandle klagen.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.