Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på samtykke til stiftelse af privatretlig servitut

Sagen omhandler en klage indgivet af adkomsthaver til en ejendom i Sdr. Alslev By, Sdr. Alslev, over Guldborgsund Kommunes afgørelse af 10. marts 2016. Kommunen havde afslået samtykke til påtegning af en privatretlig servitut om rørledning og åben drængrøft på ejendommen.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at kommunen skulle forsyne den eksisterende servitut med en påtegning om, at den ikke var omfattet af samtykkekravet i henhold til Planlovens § 42, stk. 2. Det blev fremført, at servitutten allerede var tinglyst med kommunens samtykke, selvom kommunen anførte, at dette beroede på en fejl. Klageren argumenterede desuden for, at servitutten ikke var ny, men baseret på en gammel aftale fra 1943/1944, som blev genbekræftet i 2010. Der gjaldt ikke krav om samtykke, da den oprindelige aftale blev indgået, og kommunens samtykke var ikke en gyldighedsbetingelse. Endvidere mente klageren, at lokalplanen ikke kunne regulere de rør, som aftalen angik, da de var fra 1943/1944, og at forholdet ikke var reguleret af vandløbsloven, da vandreguleringen alene beroede på parternes aftale.

Guldborgsund Kommunes standpunkt

Guldborgsund Kommune meddelte afslag på samtykke til tinglysning af servitutten den 10. marts 2016. Kommunen fastholdt, at samtykket til den tinglyste servitut beroede på en fejltagelse. Kommunen vurderede, at der var tale om stiftelse af en ny servitut, uanset at den byggede på en ældre aftale, og at der heller ikke var givet samtykke til den oprindelige aftale. Kommunen henviste til, at der i henhold til Planlovens § 15, stk. 2, nr. 5 kan optages bestemmelser om spor- og ledningsanlæg, herunder drænledninger. Desuden anførte kommunen, at samtykke ikke kunne gives, da det ville være i strid med anden lovgivning, herunder vandløbsloven, og at der krævedes tilladelse fra Kystdirektoratet og eventuelt stillingtagen fra Naturstyrelsen. Kommunen fastholdt sin afgørelse den 11. april 2016 og opstillede følgende præmisser for et eventuelt samtykke:

• Anlæg af drængrøft/rørledning kræver tilladelse fra vandløbsmyndigheden (Guldborgsund Kommune).
• Rørlægningen på stranden kræver tilladelse fra Kystdirektoratet og eventuelt dispensation fra Naturstyrelsen.
• Ledningsanlæg er omfattet af Planlovens § 15.

Kommunen krævede, at servitutten skulle påføres de to første punkter, før den kunne godkendes. Klageren bemærkede, at Natur- og Miljøklagenævnet tidligere havde henvist parterne til at søge den privatretlige aftales indhold afklaret ved civilt søgsmål, hvilket klageren havde gjort. Klageren mente derfor, at kommunen ikke som betingelse for samtykke kunne kræve aftalens indhold ændret, da kommunen selv havde opfordret til tinglysning.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4. Nævnet understregede, at dets kompetence er begrænset til retlige spørgsmål og ikke omfatter en vurdering af afgørelsens hensigtsmæssighed eller pålæg om at træffe en anden afgørelse. Nævnet skulle alene afgøre, om kommunen havde hjemmel i planloven til at nægte samtykke til servitutten, og kunne ikke tage stilling til privatretlige spørgsmål.

Samtykkekrav efter planloven

Nævnet henviste til Planlovens § 42, som fastslår, at en ejer af en fast ejendom kun med kommunens forudgående samtykke kan pålægge ejendommen servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan. Samtykkekravet gælder alle servitutter, der angår emner, som efter Planlovens § 15 kan reguleres i en lokalplan for det pågældende område. Det blev fastslået, at samtykket er en gyldighedsbetingelse, også i forholdet mellem aftaleparterne.

Vurdering af servituttens karakter

Nævnet vurderede, at der, uanset eventuelle ældre aftaler om dræningsledninger, de facto var tale om stiftelse af en ny servitut som resultat af en genforhandling af forholdet vedrørende dræningsledningen. Servitutten indeholdt desuden eksplicit bestemmelser om ny rørlægning i servituttens punkt 1.5. Da Planlovens § 15, stk. 2, nr. 2 giver mulighed for at optage bestemmelser om spor- og ledningsanlæg, herunder rørledninger, i en lokalplan, fandt nævnet, at der gjaldt et samtykkekrav for servitutter af denne art i henhold til Planlovens § 42, stk. 1.

Kommunens skønsudøvelse

Nævnet bemærkede, at det er op til kommunens egen beslutning, om den ønsker at meddele samtykke efter Planlovens § 42, og at denne beslutning som udgangspunkt ikke kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet. Kommunen er beføjet til at nægte samtykke ud fra brede overvejelser, herunder at servitutten ikke strider mod kommunens plangrundlag eller anden lovgivning. Nævnet fandt det berettiget, at Guldborgsund Kommune gjorde opmærksom på forhold, der stred mod anden lovgivning, og på den baggrund afviste samtykke på det foreliggende grundlag. Kommunens afgørelse var baseret på saglige hensyn, og Guldborgsund Kommune havde derfor hjemmel i Planlovens § 42 til at nægte samtykke til servitutten.

Afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Guldborgsund Kommunes afgørelse af 10. marts 2016 om nægtelse af samtykke til stiftelse af privatretlig servitut om rørledning og åben drængrøft. Guldborgsund Kommunes afgørelse står således ved magt. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62.