Natur- og Miljøklagenævnets afvisning af realitetsbehandling af klage over Billund Kommunes lokalplan og kommuneplantillæg for boligbyggeri

Billund Kommune vedtog den 23. februar 2016 Lokalplan nr. 282 Boligbyggeri ved Ole Kirks Vej i Billund samt kommuneplantillæg nr. 19 til Kommuneplan 2013-2015. Formålet med planen var at muliggøre nedrivning af eksisterende bygninger og opførelse af cirka 40 nye boliger i et byzoneområde.

En nabo til lokalplanområdet påklagede kommunens afgørelse til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagen omhandlede primært, at lokalplanen og kommuneplantillægget var i strid med tinglyste servitutter og hævdvundne rettigheder. Klager anførte desuden, at det påtænkte etagebyggeri, grundet bygningshøjde og nærhed til skel, ville være stærkt generende og reducere ejendomsværdien af klagers ejendom. Klager bemærkede også, at bygherren havde påbegyndt nedrivning uden at informere om håndtering af servitutter og hævdvundne rettigheder.

Kommunens bemærkninger

Kommunen bekræftede eksistensen af de af klager beskrevne rådighedsservitutter, som sikrer adgangsveje til ejendomme. Kommunen oplyste, at der ikke må gennemføres byggeri eller fysiske foranstaltninger i strid med disse servitutter, men at planlægning for fremtidig anvendelse er tilladt. Vedrørende bygningernes højde og afstand til skel bemærkede kommunen, at byomdannelse er en naturlig udvikling i et centralt byområde. Angående hævdvunden ret til vendeplads havde kommunen anmodet om dokumentation, som ikke var modtaget, og kommunen havde ikke selv kunnet konstatere denne ret. Kommunen understregede, at de var opmærksomme på servitutterne og ville overholde dem i forbindelse med alt byggeri.

Lokalplanens bestemmelser om servitutter

Lokalplanens redegørelse omtalte den tinglyste vejret og fastslog, at den eksisterende indkørsel langs lokalplanområdets vestlige afgrænsning ville blive bibeholdt. Det blev også oplyst, at realiseringen af lokalplanen forudsætter, at byggeprojektet opfylder relevante servitutter og eventuelle hævdvundne bindinger. Lokalplanens § 11, stk. 7, indeholdt en bestemmelse om, at lokalplanen fortrænger private byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der er uforenelige hermed, og at andre private servitutter kan eksproprieres, hvis det er af væsentlig betydning for planens virkeliggørelse. De i sagen omhandlede servitutter var private rådighedsservitutter fra 1966 og 1968, der gav ret til færdsel og brugsret til et specifikt areal.

Natur- og Miljøklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Billund Kommunes afgørelse om vedtagelse af lokalplan nr. 282 og kommuneplantillæg nr. 19. Afgørelsen blev truffet efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som begrænser nævnets prøvelse til retlige spørgsmål.

Nævnets kompetence

Nævnet kan kun tage stilling til, om en plan er tilvejebragt i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastsat i planlovens kapitel 6 om planers tilvejebringelse. Uenighed i planers indhold eller hensigtsmæssighed er derimod ikke et retligt spørgsmål, som nævnet kan efterprøve. Dette betyder, at nævnet ikke kan pålægge en kommune at tilvejebringe planer med et bestemt indhold.

Afviste klagepunkter

Nævnet kunne ikke tage stilling til klagepunkterne vedrørende det påtænkte byggeris højde eller afstand til skel, da disse ikke udgør retlige spørgsmål efter planloven.

Vedrørende servitutter bemærkede nævnet, at lokalplanens § 11, stk. 7, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 17, kun giver adgang til at ophæve tilstandsservitutter. De påberåbte servitutter var private rådighedsservitutter (færdselsadgang og brugsret), som er et privatretligt anliggende og ikke reguleres af planloven. Spørgsmålet om eventuel modstrid mellem en rådighedsservitut og realiseringen af en lokalplan er et privatretligt spørgsmål, der henhører under domstolene og ikke har betydning for, om lokalplanen er gyldigt tilvejebragt.

Klagepunktet vedrørende hævd blev ligeledes afvist, da dette er et privatretligt spørgsmål, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, og som derfor må henvises til et eventuelt civilt søgsmål.

Konklusion

Nævnet afviste at realitetsbehandle sagen, da den ikke indeholdt retlige spørgsmål efter planloven, som nævnet kunne behandle. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62, stk. 1. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.