Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om Varde Kommunes afslag på ændring af plangrundlag for et sommerhusområde

Sagen omhandler Varde Kommunes afslag på en ansøgning om ændret plangrundlag for en ejendom beliggende på [matrikel1], Vandflod By, Oksby. Klager, ejeren af matriklen, ønskede at udstykke arealet til op til 13 sommerhusgrunde med tilhørende veje, stier og fællesarealer.

Ejendommens baggrund og status

Ejendommen, der udgør 31.380 m², ligger inden for kommuneplanens rammeområde 05.01.S01, som er udlagt til sommerhusområde. Rammebestemmelserne fastsætter en mindstegrundstørrelse på 1500 m² for sommerhusgrunde. Klager ønskede at udstykke mindre "sokkelgrunde" for at bevare et større fællesareal. Matriklen er ikke omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.

Historisk set har området gennemgået matrikulære forandringer. Ejendommen er omfattet af et skøde fra 1957, der forbyder opførelse af sommerhuse og anvendelse som campingplads. Desuden er der en servitut fra 1966, der udlægger dele af området som fællesareal, friholdt for bebyggelse, og tillader landbrugsmæssig udnyttelse samt kun gående færdsel.

Varde Kommunes afslag

Varde Kommune meddelte afslag på ansøgningen den 15. februar 2016. Begrundelsen var, at det ikke er praksis at udstykke fælles- og friarealer i sommerhuszoner, og at det strider mod bestemmelserne i de tinglyste servitutter for området. Kommunen henviste til Planlovens § 43 og ønskede at håndhæve deklarationen fra 1966, der udlægger arealet som fælles-/friareal.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at kommunens afgørelse var juridisk ukorrekt, og at der var en berettiget forventning om at kunne udstykke sommerhusgrunde, da arealet ligger i et godkendt sommerhusområde. Klager bestred desuden, at de gamle privatretlige servitutter (50-70 år gamle) fortsat skulle være gældende eller dokumenteret at relatere sig direkte til den aktuelle matrikel. Klager påpegede, at der tidligere var foretaget en udstykning af en sommerhusgrund i 1974 inden for det angiveligt servitutbelagte område. Endvidere mente klager, at kommunen burde have foretaget en høring af eventuelt påtaleberettigede, og at et fornuftigt lokalplanforslag kunne tilgodese eventuelle privatretlige servitutter.

Kommunens supplerende udtalelse

Kommunen fastholdt, at de matrikulære forhold var gennemgået og bekræftede, at skødet fra 1957 og servitutten fra 1966 var gældende for den nuværende matrikel. Kommunen vurderede, at servitutternes alder ikke var afgørende, da indholdet fortsat var aktuelt. Kommunen fremhævede vigtigheden af at bevare åbne grønne områder i de store sommerhusområder og anførte, at kommuneplanens udpegning til sommerhusområde ikke forpligtede til bebyggelse, især når arealet var pålagt bindinger. Kommunen henviste til, at der allerede forelå et plangrundlag i form af en tinglyst servitut, og at der derfor ikke var pligt til at udarbejde en lokalplan, jf. Planlovens § 13, stk. 5. Kommunen ønskede at opretholde servitutten i henhold til Planlovens § 43 og havde derfor afslået dispensation. Vedrørende den manglende høring henviste kommunen til en tidligere høring fra 2007, hvor flertallet af påtaleberettigede var imod udstykning, og at den aktuelle afgørelse ikke var til ugunst for andre rettighedshavere.

Natur- og Miljøklagenævnet har behandlet sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet mulighed for at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven.

Vurdering af lokalplanpligt

Nævnet vurderede, at kommunen som hovedregel har ret til at tilvejebringe lokalplaner inden for de overordnede rammer, jf. Planlovens § 13, stk. 1, men at der almindeligvis ikke er pligt hertil. En pligt kan dog opstå, hvis et projekt er lokalplanpligtigt og i overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelser, jf. Planlovens § 13, stk. 3. Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at det ansøgte skitseprojekt med udstykning af sommerhusgrunde, der var mindre end kommuneplanens krav på 1500 m², ikke opfyldte kommuneplanens rammebestemmelser. Derfor var projektet ikke omfattet af pligten i Planlovens § 13, stk. 3. Nævnet konkluderede, at det var op til kommunens skønsmæssige vurdering, om den ønskede at tilvejebringe en lokalplan, og at dette skøn ikke kunne efterprøves af nævnet.

Mangelfuld begrundelse og forkert hjemmelsgrundlag

Nævnet undersøgte kommunens begrundelse for afslaget. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse med henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive hovedhensynene ved skønsudøvelsen, jf. Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at Varde Kommunes afgørelse led af retlige mangler, da den ikke angav de konkrete planlægningsmæssige hensyn, der lå til grund for afslaget på at udarbejde en lokalplan. Desuden var afgørelsen truffet på et forkert hjemmelsgrundlag, idet kommunen henviste til Planlovens § 43, hvor den rettelig burde have henvist til Planlovens § 13.

Afgørelse

Nævnet vurderede, at den mangelfulde begrundelse og det forkerte hjemmelsgrundlag udgjorde en væsentlig retlig mangel, der medførte afgørelsens ugyldighed. På denne baggrund ophævede Natur- og Miljøklagenævnet Varde Kommunes afgørelse af 15. februar 2016 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17.