Manglende lovhenvisning førte til ophævelse af afgørelse om servituthåndhævelse

Sagen omhandler en klage over Lolland Kommunes afgørelse om at håndhæve en privatretlig servitut over for en grundejer, der havde opført en tilbygning til sit sommerhus.

Servitutbestemmelser

Ejendommen er omfattet af en servitut fra 1969, som i § 5.c fastsætter, at bebyggelse skal placeres mindst 10 meter fra vejmidten. Grundejerens nye tilbygning var placeret cirka 9 meter fra vejmidten og var dermed i strid med servitutten.

Kommunens afgørelse

Lolland Kommune fastholdt den 15. februar 2016, at servitutten skulle håndhæves. Kommunen begrundede afgørelsen med, at man generelt håndhævede denne bestemmelse for at bevare områdets grønne karakter og sikre ensartede forhold for grundejerne. Kommunen mente, at en dispensation ville skabe en uønsket præcedens. Det fremgik dog ikke af afgørelsen, hvilken lovhjemmel kommunen baserede sin håndhævelse på.

Klagens indhold

Grundejeren klagede over afgørelsen og anførte flere punkter:

• Lighedsgrundsætningen: Klageren påpegede, at der i området var opført andre byggerier, herunder en 25 meter høj telemast, samt udhuse og carporte, som ikke overholdt servituttens afstandskrav.
• Servituttens relevans: Klageren mente, at den 50 år gamle servitut var forældet, og at der var sket en betydelig udvikling i området siden tinglysningen.
• Fortolkning: Klageren anførte, at der kunne være tale om forskellige vejtyper i servituttens bestemmelser.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt sin position og argumenterede for, at telemasten overholdt afstandskravene, og at de øvrige sommerhuse i området respekterede bestemmelsen om afstand til vejmidte. Kommunen anerkendte, at bygningerne var varierede i stil, men at afstandskravene var overholdt, hvilket var afgørende for områdets karakter.

Planklagenævnet ophæver Lolland Kommunes afgørelse af 15. februar 2016 som ugyldig.

Manglende lovhjemmel i afgørelsen

Planklagenævnet fastslår, at en kommune kan håndhæve privatretlige servitutter ved brug af offentligretlige midler, hvis betingelserne i Planloven § 43 er opfyldt. Dette kræver, at kommunen træffer en formel afgørelse med et påbud eller forbud.

Nævnet konstaterer, at kommunens afgørelse ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, den var truffet efter. Det var således uklart, om kommunen agtede at anvende Planloven § 43 til at håndhæve servitutten, eller om den handlede som privat påtaleberettiget. En afgørelse skal, i henhold til Forvaltningsloven § 22 og § 24, indeholde en begrundelse med henvisning til retsregler og de hovedhensyn, der har været bestemmende for et eventuelt skøn.

Da kommunens afgørelse ikke opfyldte disse grundlæggende krav, var den behæftet med en væsentlig retlig mangel. Planklagenævnet ophævede derfor afgørelsen som ugyldig.

Vejledning til kommunen

Planklagenævnet påpeger, at hvis kommunen fortsat ønsker at håndhæve servitutten, skal den træffe en ny, korrekt begrundet afgørelse. Kommunen skal i den forbindelse tage stilling til, om betingelserne i Planloven § 43 er opfyldt, og den skal forholde sig til klagerens indvendinger om lighedsgrundsætningen i forhold til andre byggerier i området.