Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørelse af overdækning

Sagen omhandler en klage over Københavns Kommunes afslag på lovliggørelse af en overdækning til cykler og skrald på en ejendom. Overdækningen, som kommunen betragtede som en bygning, var opført i forhaven og stred ifølge kommunen mod en tinglyst privatretlig servitut fra 1915.

Baggrund for sagen

Ejendommen er omfattet af en servitut, der i punkt 3 fastsætter, at der ikke må opføres bebyggelse inden for 9,415 meter fra vejmidten. Punkt 4 i servitutten bestemmer desuden, at arealet mellem vej og bygning skal anlægges og vedligeholdes som have og indhegnes med nethegn.

Kommunen blev opmærksom på overdækningen i sommeren 2015 i forbindelse med en ansøgning om byggetilladelse til tagudskiftning, kvist og hems. Den 7. september 2015 orienterede kommunen klageren om, at der ikke kunne gives tilladelse til at bibeholde overdækningen på grund af servitutten.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Den 6. november 2015 meddelte Københavns Kommune afslag på lovliggørelse af overdækningen. Kommunen begrundede afslaget med, at overdækningen var i strid med servitutten, som foreskriver en byggegrænse på 9,415 meter fra vejmidten og et åbent, grønt præg af forhaven. Kommunen oplyste, at det var praksis at forlange bebyggelse fjernet, hvis den var placeret tættere på vejmidten end den fastsatte afstand, uanset om den var til gene for omkringliggende ejendomme. Kommunen angav sig som påtaleberettiget i forhold til den privatretlige servitut. Det fremgik dog ikke af den oprindelige afgørelse, hvilken lovhjemmel kommunen havde truffet afgørelsen efter.

Klagen til Planklagenævnet

Ejendommens ejere påklagede kommunens afgørelse den 4. december 2015. Klagerne anerkendte servituttens gyldighed, men gjorde gældende, at det var unødvendigt at fjerne overdækningen, da der ikke var planer om vejudvidelse. De påberåbte sig desuden lighedsgrundsætningen, idet de mente, at der fandtes mange lignende overdækninger i kvarteret, som ikke var blevet påbudt fjernet. Klagerne fremhævede også, at overdækningen ikke skæmmede vejens udtryk, men tværtimod var pænere end synlige skraldespande.

Kommunens bemærkninger til klagen

I sine bemærkninger af 3. februar 2016 oplyste kommunen, at afgørelsen var truffet i medfør af Planloven § 43, hvilket beklageligvis ikke fremgik af den oprindelige afgørelse. Kommunen fastholdt, at overdækningen var i strid med servitutten. De havde ingen bemærkninger til lighedsgrundsætningen, da klagerne ikke havde henvist til konkrete ejendomme.

Planklagenævnet har ophævet Københavns Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørelse af overdækningen.

Planklagenævnets kompetence og lovgrundlag

Planklagenævnet kan efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. En kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planloven § 43. Denne bestemmelse giver kommunen hjemmel til at sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, der kan optages i en lokalplan, ved påbud eller forbud. Hvis kommunen har påtaleret, kan den også vælge at håndhæve servitutten ved privatretligt søgsmål, men ikke gennem myndighedspåbud.

Krav til begrundelse af afgørelser

En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre den fuldt ud giver parten medhold, jf. Forvaltningsloven § 22. Begrundelsen skal henvise til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og hvis afgørelsen er baseret på et administrativt skøn, skal de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, angives, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Desuden skal begrundelsen om fornødent indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Planklagenævnets vurdering og afgørelse

Den påklagede afgørelse af 6. november 2015 indeholdt ikke oplysninger om hjemlen for afgørelsen. Selvom kommunen senere oplyste, at afgørelsen var truffet i medfør af Planloven § 43, fremgik dette ikke af den oprindelige afgørelse. Det var derfor uklart, om kommunen havde ønsket at anvende Planloven § 43 til en offentligretlig håndhævelse af servitutten. Afgørelsen opfyldte dermed ikke forvaltningslovens mindstekrav til en begrundelse.

Planklagenævnet ophæver derfor kommunens afgørelse som værende ugyldig. Hvis kommunen fortsat ønsker at modsætte sig det ansøgte, må den træffe en ny afgørelse, hvor det klart fremgår, om den ønsker at håndhæve servitutbestemmelserne efter Planloven § 43, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.