Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til opførelse af ekstra enfamiliehus i Furesø Kommune

Sagen omhandler Furesø Kommunes afslag på dispensation til opførelse af et ekstra enfamiliehus på ejendommen matr.nr. [...1] Li. Værløse By, Værløse, beliggende [adresse1], 3500 Værløse. Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af ejendommens ejer via en landinspektør.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at det ønskede enfamiliehus var i strid med lokalplanens § 6.3 om bebyggelsens placering i forhold til Søndersø, men at kommunen havde dispensationskompetence. Det centrale retlige spørgsmål var, om Furesø Kommune havde hjemmel til at give afslag på dispensation med henvisning til, at bestemmelsen var en del af lokalplanens principper.

Klageren fremhævede flere punkter:

• Bestemmelsens tilvejebringelse: Lokalplanens § 6.3 havde baggrund i en nu overflødiggjort servitut fra 1944 og var alene optaget for ikke utilsigtet at lempe bebyggelsesmulighederne. Klageren argumenterede for, at der ikke var risiko for utilsigtet lempelse på de øvrige omfattede ejendomme, og at bestemmelsen derfor alene udgjorde en begrænsning for den ansøgte bebyggelse. Det blev anført, at der ikke var planlægningsmæssig begrundelse for skærpede afstandsbestemmelser, og at opretholdelsen ville skabe utilsigtet ulighed i forhold til andre ejendomme, hvor søbeskyttelseslinjen anvendes som grænse.
• Mulighed for dispensation: Klageren gjorde gældende, at bebyggelsesregulerende bestemmelser som udgangspunkt er omfattet af kommunens dispensationskompetence, medmindre de er bærende for planen. Lokalplan nr. 56 indeholdt ikke en detaljeret formålsbestemmelse, der specifikt henviste til § 6.3, og bestemmelsens karakter eller detaljeringsgrad kunne ikke medføre, at den måtte anses for at være en del af lokalplanens principper.
• Ophævelse af afgørelsen: Klageren mente, at Furesø Kommune fejlagtigt havde antaget, at der ikke kunne dispenseres fra § 6.3, og derfor ikke havde foretaget en konkret vurdering. Natur- og Miljøklagenævnet burde derfor ophæve afgørelsen og hjemvise sagen til fornyet behandling.

Sagens oplysninger og kommunens begrundelse

Ejendommen var omfattet af Lokalplan nr. 56 for Søndersøkvarteret, vedtaget den 26. april 2000. Lokalplanens formål var bl.a. at ajourføre bebyggelsesregulerende bestemmelser, forenkle regelsættet, sikre områdets karakter som villaområde og sikre adgangen og bebyggelsens forhold til Søndersø som hidtil. Ejendommen lå i delområde A, udlagt til boligformål. Lokalplanens § 4 fastsatte en mindstegrundstørrelse på 1.000 m², hvilket den ansøgte grund på 2.804 m² opfyldte. Ansøgningen var også i overensstemmelse med den fastsatte søbeskyttelseslinje på 70 meter fra Søndersø, jf. Naturbeskyttelsesloven.

Kommunen meddelte afslag den 17. juni 2015 med henvisning til, at det ønskede enfamiliehus var i strid med lokalplanens § 6.3, som fastslog, at bebyggelse på de tre nærmere angivne ejendomme ikke måtte placeres nærmere Søndersø end 50 m fra [vejen] midtlinje. Kommunen mente, at en dispensation ville være i strid med lokalplanens principper, da formålet var at sikre bebyggelsens forhold til Søndersø som hidtil, og at § 6.3 var en opfølgning herpå. Bestemmelsen havde baggrund i en ældre servitut fra 1944 og var medtaget for at undgå en utilsigtet lempelse af bebyggelsesmulighederne. Kommunen henviste også til referater fra Byplanudvalgets behandling af sagen, hvoraf det fremgik, at bestemmelsen var medtaget på baggrund af en henvendelse fra Danmarks Naturfredningsforening. Kommunen anførte endvidere, at det ikke var i strid med lighedsprincippet, at lokalplanen ikke lempede byggemulighederne på de tre ejendomme omfattet af § 6.3.

Natur- og Miljøklagenævnet tog stilling til det retlige spørgsmål, om det lå uden for Furesø Kommunes dispensationskompetence at dispensere fra bestemmelsen i lokalplanens § 6.3, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4.

Efter Planlovens § 18 er lokalplanbestemmelser bindende, og dispositioner i strid hermed forudsætter dispensation. En lokalplanbestemmelse skal være klart og præcist formuleret for at kunne håndhæves. Det ansøgte hus krævede dispensation fra lokalplanens § 6.3.

Kommunens dispensationskompetence

Nævnet vurderede kommunens dispensationskompetence i henhold til Planlovens § 19, stk. 1, som tillader dispensation, hvis den ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2.

Principperne i en lokalplan omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, samt den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. De omfatter derimod som hovedregel ikke de mere detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning. En bebyggelsesregulerende bestemmelse kan dog anses for at være en del af principperne, hvis det fremgår af en detaljeret formålsbestemmelse, eller af bestemmelsens eller lokalplanens karakter og detaljeringsgrad.

Nævnets vurdering og afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke, at det ville være i strid med planens principper at dispensere fra lokalplanens § 6.3. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanens redegørelse ikke er bindende for ejere og brugere. Selve formålsbestemmelsen, der taler om at ajourføre bebyggelsesregulerende bestemmelser, aflyse utidssvarende deklarationer og sikre bebyggelsens forhold til Søndersø som hidtil, blev ikke anset for tilstrækkeligt specifik til at fastslå, at § 6.3 var en del af planens principper. Formålsbestemmelsen nævnte ikke specifikt eller præciserede de bebyggelsesregulerende bestemmelser på en måde, der ville gøre en dispensation i strid med principperne.

Nævnet konkluderede derfor, at det er muligt for kommunen at dispensere fra bestemmelsen efter en konkret vurdering.

På denne baggrund ophævede Natur- og Miljøklagenævnet Furesø Kommunes afgørelse af 17. juni 2015 om afslag på dispensation til opførelse af et ekstra enfamiliehus og hjemviste sagen til fornyet behandling. Kommunen skal nu foretage en konkret vurdering af ansøgningen med henblik på eventuel dispensation. Nævnet understregede, at afgørelsen ikke tog stilling til, om kommunen bør meddele dispensation, da dette er en skønsmæssig afgørelse.