Godkendelse af plantebælter og dispensation til terrænregulering

Sagen omhandler en klage indgivet af en advokat på vegne af en omboende over Helsingør Kommunes afgørelse af 28. marts 2014. Afgørelsen vedrørte godkendelse af plantebælter og dispensation fra lokalplanen til terrænregulering på en ejendom beliggende i Helsingør.

Klagerens anbringender

Klageren anførte primært, at kommunens godkendelse af plantebæltet reelt var en dispensation, der stred mod lokalplanens formål. Det blev også fremført, at ejendommens ejer aldrig havde ansøgt om dispensation for hverken plantebæltet eller terrænreguleringen, og at kommunen ikke kunne ændre lokalplanforhold ved egenhændig dispensation, men kun via et tillæg til lokalplanen. Endvidere mente klageren, at der burde have været foretaget nabohøring i forbindelse med afgørelsen, og at sagen derfor burde hjemvises til fornyet behandling.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 1.73 fra 2002 for "Erhvervsområde ved [adresse2], [adresse3], [adresse4]". Lokalplanens formål er blandt andet at sikre, at området fremstår pænt, især ud mod offentlige veje og stier, ved at udlægge arealer til plantebælter. Lokalplanens § 7 regulerer plantebælter, byggelinjer og hegning. Ifølge § 7, stk. 1, må terrænreguleringer ikke foretages nærmere end 10 meter fra hegnsfod. § 7, stk. 2, fastsætter, at der udlægges arealer til plantebælter og byggelinjer i nærmere angivne bredder, og at kun plantebælter mod sti, overordnet offentlig vej eller lokalplanens ydergrænser skal etableres. De øvrige skal bevares, hvis de eksisterer, men der er ikke krav om etablering af nye. Arealerne må ikke bebygges eller anvendes til oplæg og parkering. Lokalplanens redegørelse præciserer, at plantebælter på private grunde ikke kræves etableret, men udlægges for at sikre muligheden for beplantning, og at arealet kan holdes som græsplæne, hvis der ikke etableres plantebælter.

Sagens forhistorie

Sagen har en forhistorie, hvor Helsingør Kommune den 14. maj 2013 meddelte påbud om retablering af plantebælter og terræn til oprindeligt niveau, med henvisning til lokalplanens § 7, stk. 1 og 2. Ejeren påklagede dette, idet der ifølge ejeren fortsat eksisterede et plantebælte af græs, som kommunen tidligere havde accepteret. Natur- og Miljøklagenævnet traf den 17. oktober 2013 afgørelse (NMK-33-02015), hvor kommunens påbud blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling. Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå en overtrædelse af lokalplanen, da kommunen ikke havde tilbagevist ejerens anbringender.

Kommunens nye afgørelse

Efter hjemvisningen traf Helsingør Kommune en ny afgørelse den 28. marts 2014. Kommunen godkendte, at plantebælterne mod [adresse1] og mod østskel kunne bestå af græs. Samtidig meddelte kommunen dispensation til den allerede gennemførte terrænregulering mellem erhvervsbygningen og østskellet. Kommunen begrundede godkendelsen af græs som plantebælte med, at den tidligere beplantning var selvsået, at græs var accepteret i andre lignende sager, og at der ikke var stillet krav om etablering af plantebælte i den oprindelige byggetilladelse fra 2009. Vedrørende terrænreguleringen vurderede kommunen, at den var foretaget inden for 10 meter fra østskel, men at den ikke var til gene for omkringboende på grund af bygningens afstand til naboskel og et offentligt areal med sti og beplantning. Kommunen valgte derfor at meddele dispensation for den allerede udførte terrænregulering. Kommunen fremsendte supplerende bemærkninger den 14. januar 2015, hvor de gentog det anførte og beklagede en forsinkelse i fremsendelsen af klagen til Natur- og Miljøklagenævnet.

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Nævnet har vurderet spørgsmålene om plantebælternes overensstemmelse med lokalplanen og kommunens hjemmel til at dispensere fra bestemmelsen om terrænregulering.

Plantebælter

Nævnet lagde til grund, at de udlagte arealer til plantebælter på ejendommen fortsat består af græs og ikke er bebygget. Med henvisning til Planloven § 18, som fastslår lokalplaners bindende karakter, vurderede nævnet, at en lokalplanbestemmelse skal være klart og præcist formuleret for at kunne håndhæves. Nævnet fortolkede lokalplanens § 7, stk. 2, sammenholdt med lokalplanens redegørelse, således at arealerne på private grunde alene udlægges for at hindre bebyggelse, og at der ikke er krav om etablering af specifikke plantebælter, men at arealerne kan holdes på anden vis, f.eks. som græsplæner. Nævnet bemærkede desuden, at der ikke er hjemmel i planloven til at pålægge handlepligt (f.eks. tilplantning) i en lokalplan, medmindre det er en betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse eller ændret anvendelse, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 12. Da der ikke var stillet sådanne vilkår i lokalplanen, fandt nævnet, at de eksisterende plantebælter af græs var umiddelbart tilladte og ikke krævede dispensation.

Terrænregulering

Vedrørende terrænreguleringen henviste nævnet til kommunens tilsynsforpligtelse efter Planloven § 51, stk. 1 og pligten til at foranledige ulovlige forhold lovliggjort, jf. Planloven § 51, stk. 5. Helsingør Kommune havde retligt lovliggjort den ulovlige tilstand ved efterfølgende at meddele dispensation. Nævnet vurderede kommunens hjemmel til at dispensere efter Planloven § 19, stk. 1, som tillader dispensation, hvis den ikke strider mod planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Nævnet fandt, at kommunen kunne dispensere fra lokalplanens § 7, stk. 1, om terrænregulering, da det ikke stred mod lokalplanens formålsbestemmelse i § 2. Kommunens afgørelse var baseret på en skønsmæssig vurdering, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke kan efterprøve.

Naboorientering

Angående spørgsmålet om manglende naboorientering henviste nævnet til Planloven § 20, stk. 1, som kræver orientering før dispensation, men også til undtagelsen i Planloven § 20, stk. 2, hvor kravet ikke gælder, hvis en forudgående orientering er af underordnet betydning. Kommunen havde vurderet, at terrænreguleringen var af underordnet betydning for de omkringboende, da klageren boede ca. 25 meter væk uden direkte udsyn, og visuelle gener mindskedes af et offentligt areal med beplantning. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering heraf.

Konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet kunne på baggrund af ovenstående ikke give medhold i klagen over Helsingør Kommunes afgørelse af 28. marts 2014 om godkendelse af plantebælter samt dispensation til terrænregulering.