Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om dispensation til fjernelse og beskæring af levende hegn

Sagen omhandler en klage over Vejle Kommunes afgørelse af 26. november 2014, hvor kommunen meddelte dispensation til at fjerne 45 meter levende hegn og beskære yderligere 80 meter levende hegn langs Agernvej i Børkop. Klager, der er ejer af en ejendom på Agernvej 2, indbragte sagen for Natur- og Miljøklagenævnet den 22. december 2014.

Baggrund for dispensationen

Den pågældende vejstrækning er omfattet af Lokalplan 1006 for et boligområde i Børkop, vedtaget den 20. august 2008. Lokalplanens formål er at sikre et grønt boligmiljø, og dens § 10.11 fastsætter, at eksisterende hegn skal bevares som en integreret del af de grønne områder. Vejle Kommune, Anlæg & Infrastruktur, ansøgte om dispensationen efter anbefaling fra Færdselspolitiet, som havde anført behov for bedre oversigtsforhold i et sving ud for Agernvej 2 og 4 af hensyn til trafiksikkerheden.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at Vejle Kommune ikke havde hjemmel til at give sig selv dispensation, da rydningen af hegnet stred mod lokalplanens principper om grønne, sammenhængende strøg og stisystemer. Klager kritiserede desuden, at kommunen havde fjernet hegnet allerede den 8. december 2014, inden klagefristen på fire uger var udløbet.

Kommunens svar

Vejle Kommune fastholdt, at dispensationen ikke var i strid med lokalplanens principper. Vedrørende fjernelsen af hegnet før klagefristens udløb henviste kommunen til Planlovens § 60, stk. 5, som angiver, at en klage ikke har opsættende virkning.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Vejle Kommunes afgørelse.

Nævnets kompetence og sagens omfang

Nævnet fastslog, at det alene kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4. Dette indebærer en vurdering af, om kommunen havde hjemmel til at meddele dispensationen, men ikke en efterprøvelse af afgørelsens hensigtsmæssighed eller rimelighed. Nævnet præciserede, at kun fjernelsen af de 45 meter levende hegn krævede dispensation, da beskæringen af de 80 meter hegn var umiddelbart tilladt i henhold til lokalplanens ordlyd, idet hegnet fortsat bevares.

Vurdering af dispensationens lovlighed

Det følger af Planlovens § 18, at lokalplanbestemmelser er bindende. En dispensation fra en lokalplan kan meddeles, hvis den ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2.

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 10.11, som omhandler bevaring af eksisterende hegn, ikke udgør en del af lokalplanens principper. Principperne omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, samt den overordnede struktur og fordeling af arealer. Bestemmelser, der mere detaljeret regulerer bebyggelsens omfang, udformning og placering, er som hovedregel ikke principper, medmindre de er fastlagt for at fastholde en særlig udformning. Da § 10.11 vedrører en detaljeret regulering og ikke et overordnet princip, fandt nævnet, at kommunen kunne dispensere fra bestemmelsen efter en konkret vurdering. Dispensationen til at fjerne de 45 meter hegn blev derfor ikke anset for at være i strid med lokalplanens principper.

Opsættende virkning af klagen

Vedrørende klagerens kritik af, at hegnet blev fjernet inden klagefristens udløb, henviste nævnet til Planlovens § 60, stk. 5. Denne bestemmelse fastslår, at en klage efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4 ikke har opsættende virkning i forhold til udnyttelse af den påklagede dispensation. Kommunen var således berettiget til at udføre arbejdet, selvom klagefristen ikke var udløbet.

På baggrund af ovenstående kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen over Vejle Kommunes afgørelse.