Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om forbud mod udstykning i Vejers Strand

Sagen omhandler en klage over Varde Kommunes afgørelse af 24. september 2014 om nedlæggelse af et forbud efter Planloven § 14 mod arealoverførsel og udstykning af en parcel til ny bebyggelse. Klagerne, ejere af matr.nr. [...1] og [...3] Vejers By, Oksby, ønskede at udstykke en ny parcel, hvilket ville resultere i grundstørrelser på 1625 m², 1300 m² og 1245 m².

Baggrund for Ansøgningen

De pågældende ejendomme er beliggende i et sommerhusområde inden for Kommuneplan 2013, Varde Kommune, enkeltområde 05.02.S01, som er udlagt til sommerhusområde i kystnærhedszonen. Rammebestemmelserne for dette område fastsætter en mindstegrundstørrelse på 2000 m², eksklusiv klitfredede arealer samt vej- og stiarealer. Området er ikke omfattet af en lokalplan.

Kommunens Varsel og Begrundelse

Varde Kommune varslede i juni 2014 nedlæggelse af et § 14 forbud. Kommunen begrundede varslet med, at en udstykning med mindre grundstørrelser ville intensivere udnyttelsen af et område, der er særligt følsomt over for ny bebyggelse. Kommunen oplyste desuden, at der allerede var meddelt et lignende forbud et andet sted i området, og at et forslag til lokalplan for sommerhusområdet i Vejers ville blive offentliggjort i løbet af 2014.

Klagers Indsigelser

Klagerne gjorde gældende, at forbuddet var i strid med lighedsgrundsætningen, idet Varde Kommune i december 2013 havde meddelt tilladelse til udstykning af matr.nr. [...2] Vejers By, Oksby til to grunde, som er beliggende lige overfor klagernes ejendom. Klagerne henviste til, at kommuneplanens rammer ikke er bindende for den enkelte borger, og at bygningsreglementet tillader grundstørrelser på mindst 1200 m² i sommerhusområder uden lokalplan. De anførte også, at kommunen havde trukket sagsbehandlingen unødigt i langdrag.

Kommunens Praksisændring og Lokalplanforslag

Varde Kommune oplyste, at de efter en afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet i 2012, hvor nævnet havde anført, at kommuneplanbestemmelser ikke er bindende over for den enkelte borger, havde ændret praksis. Efter at Udvalget for Plan og Teknik i foråret 2014 besluttede at udarbejde en lokalplan for området med en mindste grundstørrelse på 2000 m², er kommunen blevet særligt opmærksom på ansøgninger, der kan påvirke områdets karakter og medføre fortætning af bebyggelsen. Forslag til Lokalplan 05.02.L02 for sommerhusområder ved Vejers Strand blev vedtaget den 2. december 2014 og fastlægger en mindstegrundstørrelse på 2000 m² i forslagets § 4.01.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Varde Kommunes afgørelse.

Nævnets Kompetence

Nævnet kan efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4 kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, ikke skønsmæssige spørgsmål.

Forbud efter Planlovens § 14

Nævnet fastslog, at kommunen har hjemmel til at nedlægge forbud efter Planloven § 14, hvis der er til hensigt at udarbejde en lokalplan, og forholdet kan reguleres heri. Ifølge Planloven § 15, stk. 2, nr. 3 kan ejendommes størrelse og afgrænsning reguleres i en lokalplan, hvilket omfatter matrikulære forhold som udstykning. Da Varde Kommune havde vedtaget et lokalplanforslag, var hensigten om at udarbejde en lokalplan til stede.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet fandt ikke, at kommunens nedlæggelse af forbuddet var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Kommunens beslutning om at være særligt opmærksom på ansøgninger, der kan ændre områdets karakter, og ønsket om at undgå fortætning af bebyggelsen samt at få vedtaget en lokalplan i overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelser (2000 m² mindstegrundstørrelse), blev anset for at være saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Det er et lovligt planlægningsmæssigt formål for kommunen at ønske at regulere mindstestørrelsen af grunde mere detaljeret fremover, jf. Planloven § 13, stk. 1. Dette gælder, selvom kommunen tidligere havde godkendt en lignende udstykning for en anden ejendom.

Sagsbehandlingstid

Nævnet vurderede, at kommunens sagsbehandlingstid ikke havde ligget ud over det forventelige, og der var derfor ikke grundlag for at afkorte et-årsfristen for forbuddet.

På baggrund af ovenstående kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen.