Klage over påbud om fjernelse af tilbygning i strid med lokalplan

Sagen omhandler en klage over Gentofte Kommunes afgørelse om påbud om fjernelse af en tilbygning på en ejendom. Ejendommen er omfattet af Lokalplan 141, der blev endeligt vedtaget den 4. oktober 2002. Lokalplanens § 6.1 fastsætter, at bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom ikke må overstige 25. Denne lokalplan afløste en byplanvedtægt fra 1949, som ikke indeholdt bestemmelser om maksimalt tilladt bebyggelsesprocent.

Gentofte Kommune meddelte den 13. januar 2014 klagerne påbud om at fjerne en opført tilbygning på 27 m², da denne forøgede bebyggelsesprocenten til mere end de tilladte 25%.

Klagerne anførte, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen, idet der på en naboejendom tidligere var accepteret en bebyggelsesprocent på 29,1%. Kommunen oplyste i sin afgørelse, at bebyggelsen på naboejendommen var opført i 1983, altså før tilvejebringelsen af Lokalplan 141 og den deri fastsatte bestemmelse om bebyggelsesprocent.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) behandlede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet mulighed for at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven.

Lokalplanens bindende virkning

NMK fastslog, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne i henhold til Planloven § 18. Dette indebærer, at dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, forudsætter, at kommunen kan og vil dispensere fra lokalplanbestemmelserne. Da den opførte tilbygning var i strid med Lokalplan 141's § 6.1 om maksimal bebyggelsesprocent, var opførelsen ikke umiddelbart tilladt.

Ligestillingsgrundsætningen og eksisterende lovlig brug

NMK bemærkede, at en lokalplans retsvirkninger alene vedrører fremtidige dispositioner. Eksisterende lovlig brug kan fortsætte uanset planens bestemmelser. Den bebyggelse på naboejendommen, som klagerne henviste til, var opført før Lokalplan 141 trådte i kraft og var derfor en lovligt eksisterende bebyggelse. Kommunen kunne ikke kræve denne fjernet, selvom bebyggelsesprocenten overskred det i lokalplanen fastlagte. Derfor fandt nævnet, at lighedsgrundsætningen ikke var relevant i denne sag, da forholdene på naboejendommen var af en anden karakter.

Kommunens skønsmæssige afgørelse og håndhævelse

En bibeholdelse af tilbygningen på klagernes ejendom ville have forudsat en dispensation fra lokalplanens § 6.1. Det er imidlertid op til kommunens egen skønsmæssige afgørelse, der som udgangspunkt ikke kan påklages til og efterprøves af Natur- og Miljøklagenævnet, jf. Planloven § 19, stk. 1. Kommunen har desuden pligt til at påse overholdelsen af planloven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, samt af bestemmelserne i lokalplaner, jf. Planloven § 51, stk. 1.

På baggrund af ovenstående konkluderede Natur- og Miljøklagenævnet, at Gentofte Kommune havde hjemmel i planloven til at kræve tilbygningen fjernet, og nævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen.