Natur- og Miljøklagenævnets afvisning af realitetsbehandling i sag om tilladelse til træningsfaciliteter

Sagen omhandler en klage over Brønderslev Kommunes beslutning af 29. august 2014 vedrørende anvendelse af en ejendom til træningsfaciliteter. Klagen blev indgivet af ejeren af en nærliggende ejendom den 22. september 2014 og videresendt af kommunen den 16. oktober 2014 til Natur- og Miljøklagenævnet.

Baggrund for sagen

Natur- og Miljøklagenævnet havde tidligere, den 7. februar 2013, behandlet en klagesag vedrørende etablering af træningsfaciliteter i eksisterende erhvervslokaler på samme ejendom. Dengang havde kommunen besluttet ikke at nedlægge forbud efter Planloven § 12, stk. 3 mod den ændrede anvendelse i en periode på to år. Kommunen indgik i den forbindelse en aftale med ejendommens ejer om tinglysning af en privatretlig servitut vedrørende anvendelsen og parkeringsforholdene. Natur- og Miljøklagenævnet afgjorde dengang, at der ikke krævedes tilladelse eller dispensation efter planloven for den ansøgte ændring, da ejendommen ligger i byzone og ikke er omfattet af lokalplan eller byplanvedtægt.

Den aktuelle situation

Den 16. marts 2014 blev der tinglyst en deklaration (privatretlig servitut) om parkeringspladser på ejendommen, hvor kommunen er indsat som påtaleberettiget. Brønderslev Kommune meddelte den 29. august 2014 en "tilladelse" til permanent anvendelse af ejendommens bebyggelse til træningsfaciliteter. Samtidig meddelte kommunen, at den fortsat ikke ønskede at nedlægge forbud efter Planloven § 12, stk. 3 og accepterede de anviste parkeringspladser.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunen havde tilsidesat kravene til saglig forvaltning og reglerne om naboorientering. Det blev desuden anført, at servituttens krav til parkeringspladser ikke opfyldes.

Natur- og Miljøklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Brønderslev Kommunes beslutning af 29. august 2014.

Nævnets kompetence

Nævnet fastslog, at det efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4 alene kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. Det er en forudsætning, at kommunen har truffet en afgørelse i henhold til planloven.

Vurdering af kommunens "tilladelse"

Nævnet bemærkede, at der, som tidligere afgjort den 7. februar 2013, ikke kræves tilladelse eller dispensation efter planloven for at etablere træningsfaciliteter på ejendommen, da den ligger i byzone og ikke er omfattet af lokalplan eller byplanvedtægt. Nævnet var derfor ikke bekendt med, efter hvilken anden lovgivning kommunens "tilladelse" måtte være meddelt. De forvaltningsretlige spørgsmål om saglighed og nabohøring, som klageren rejste, skulle derfor afgøres i relation til denne anden lovgivning, og nævnet forudsatte, at kommunen ville oplyse klageren om den rette klagemyndighed.

Kommunens skønsmæssige beføjelser

Nævnet understregede, at det er op til kommunens egen skønsmæssige vurdering, om den ønsker at bringe Planloven § 12, stk. 3 i anvendelse for at modsætte sig forhold i strid med kommuneplanen. Da kommunen fortsat ikke ønskede at anvende denne bestemmelse, var der ikke grundlag for nævnet til at tage stilling til, om kommunen ville have haft hjemmel til at gøre det.

Håndhævelse af privatretlige servitutter

En kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planloven § 43. Denne bestemmelse giver kommunen mulighed for at sikre overholdelse af servitutbestemmelser, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan. Det er dog op til kommunens egen beslutning, om den ønsker at bringe denne bestemmelse i anvendelse. En kommunes beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til Natur- og Miljøklagenævnet. Da Brønderslev Kommune havde besluttet ikke at håndhæve servitutten om parkeringspladser, havde kommunen ikke truffet en afgørelse efter planloven, herunder efter lovens § 43. På dette grundlag afviste Natur- og Miljøklagenævnet at realitetsbehandle klagen.